62 / 229
J E N S V I B Æ K
fandt aldrig sted. Men i den kommende Rigsdagssamling kom lo
ven til behandling samtidigt med de jyske jernbanelove. Om dem
stod de store politiske Bråvallaslag, som unægtelig stjal billedet fra
Helsingørbanen. Loven forelagdes allerede i Folketingets i. møde
den i . oktober 1 860 som et lovforslag om en bane fra København
til Helsingør »med sidebane til Klampenborg«. I bemærkningerne
til lovforslaget oplyses det, at jernbaneselskabet har tilbudt, hvis det
ikke lykkes at skaffe kapital til anlægget af Helsingørbanen inden
en tidsfrist, da mod fuld erstatning at overlade den i mellemtiden
udførte Klampenborgbane til en anden entreprenør. Man vil heraf
se, at selskabet hverken havde lyst eller tiltro til en Helsingør-
bane. Alligevel havde Monrad ladet sig lokke til at optage dette
forslag i lovudkastet, men her led han nederlag.
Forhandlingerne i salen og i udvalget forløb forholdsvis glat.
Talerne var dels lokale kræfter, dels de store kanoner, og i de
sidstnævntes indlæg mærkes svære dønninger af den bevægede
jyske debat. Første taler ved lovens 1. behandling var grosserer C.
E. Thune, valgt i Helsingør. Han konstaterede straks og eftertryk
keligt, at der kun var tale fra jernbaneselskabets side om en for
dækt Dyrehavsbane. Koncessionen måtte kræve samtidighed i de
to jernbaneanlæg, og han præciserede, at en særskilt anlagt Klam
penborgbane kunne præjudicere en fornuftig linieføring for en
Helsingørbane, og i disse synspunkter støttedes han af de fleste an
dre talere uanset partifarve, således af den anden lokale repræsen
tant, major H. C. J. Beck, der repræsenterede Fredensborgkredsen.
Den kendte jernbanepolitiker kontorchef Fr. Klee delte også disse
synspunkter og argumenterede stærkt for, at banen burde gå over
Lyngby, hvortil A. F. Tscherning sluttede sig. Selv forslagsstilleren,
indenrigsminister Monrad, erklærede, da han hørte, hvorledes de
batten udviklede sig, at han ikke havde megen lyst til at forsvare
forslaget, som det var udformet, men godt kunne slutte sig til fler-
60