172 / 654
162
V ilh. Lorenzen
Stad — var og blev kun Ord efter Enevældens Indfø
relse. Og dog — de 32 Mænd, valgt ud af Borgerskabet,
beholdt man, og sammen med dem skulde Magistraten
— Præsident, Borgmestre og Raadmænd — overveje,
hvad der tjente til Stadens og Menighedens Bedste. Disse
to politiske Institutioner havde tillige som allervigtigste
Beføjelse den, at adm inistrere Indtægter og Udgifter.
Man havde endogsaa T illadelse til fra Byens Side direkte,
gennem en Deputation, at henvende sig til Monarken.1)
Teoretisk set var det — som alt antydet — en ikke
helt ringe Magt, der var tildelt Bystyret, men den unge
Enevælde satte sig straks godt fast i Sadlen, og det af
dens Organer, Kancelliet, der specielt varetog Stadens
Interesser, skulde nok vide at sætte sig i Respekt. Dertil
kom, at um iddelbare Befalinger fra Kongen kunde gribe
kraftigt ind i Byens Forhold. Paa mangfold ige Omraader
blev det da Statsstyret, der tiltog sig Ret til at tage Ini
tiativet — og netop paa saadanne, hvor det i overor
dentlig Grad gjaldt Byen som By. Alt, hvad falder ind
under Begrebet Bybygning og inden for dette Begreb
Byplanlægning, tog Staten sig ene og alene af, men og-
saa af alt vedrørende Gaders, Pladsers, Havnens og Ka
nalers allehaande Forhold.
Regeringen, med Majestæten i Spidsen, nærede en
mægtig Interesse for København. Den var Residenssta
den, hvor Kongerne nu opholdt sig næsten til Stadighed.
I alleregentligste Forstand var Byen hlevet „Kongens
København“, og som Hofby trak den Rigets Adel til sig
for kortere eller længere Ophold. Som Regeringens Sæde
fyldtes den med Embedsmænd, og som Rigets største
Garnisonsby og Flaadestation vrim lede den med Militær
af alle Grader og Vaabenarter. Ja! det kunde til Tider
se ud, som om det egentlige, producerende og handlende
i) O. N ielsen: Kbhs. Hist. V., p. 101 ff.