175 / 269
162
HESTEVÆDDELØB
flydelse paa Danmarks Hesteavl“, hvorpaa der ind
kom ti Besvarelser, af hvilke de tre (een paa Tysk)
belønnedes og tryktes paa Selskabets Bekostning
(1835). Pristagerne var ikke synderlig fremragende
Mænd. Men ogsaa ansete Landøkonomer tog livlig
Del i den offentlige Debat; Veterinæren Jens Veibel
Neergaard udsendte netop i disse Aar flere Skrifter
om Hesteavl og Væddeløb, og C. Dalgas paa Alde-
bertsminde, der delvis havde besvaret Videnskaber
nes Selskabs Prisspørgsmaal, lod selv sin Afhandling
trykke; han holdt paa Væddeløbene, naar de kunde
fremme Hestens Nytte, bidrage til en frugtbringende
og sund Hesteavl, men fraraadede at opelske Vædde
løbsheste, der ellers ingen Nytte var til; dertil havde
Landet ikke Raad.
Fra alle Sider var man enig om, at det var en
fortjenstfuld Gerning at ophjælpe den danske Heste
avl, men Meningerne var delte om Midlerne dertil,
og navnlig hævdedes det som et Misgreb, om man
vilde forsøge at krydse den store jydske Hest med
Fuldblod. Væddekørslerne ved Viborg, der fandt Sted
første Gang allerede 1831, var et aabenbart Mod
træk mod de fremmede Ideer, Hertugen af Augu
stenborg agiterede for. Hensigten med disse Vædde-
kørsler, der gik for sig med belastede Vogne, var
en Forbedring af Trækdyrtypen, og først i 1833 sat
tes de i Forbindelse med et Væddeløb — vidt for
skellig fra de engelske. Det foregik paa aaben Lande
vej, over en betydelig Strækning og Fuldblodsheste
maatte slet ikke konkurrere. Ophavsmanden var den