OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

VÆDDEKØRSLER OG VÆDDELØBSBANER

163

i det foregaaende nævnte A. W. Hauch, lige nid

kær — om end ikke altid lige udmærket — som

Hofmand, Stutteri- og Veterinærdirektør, Teaterleder,

Kapelchef, Fysiker m. m. Men Mod og Myndighed

var han i Besiddelse af, og da Kongen, der ogsaa

havde bidraget betydeligt til de Viborg Væddekørs-

ler, kom til Stede i 1832, modtog han Majestæten

med en stor Tale, hvori han ytrede sin Mistro til al

den Hesteforstand, der var fremme i Tiden; han

troede ikke, som man almindelig sagde, at den dan

ske og navnlig den jydske Hesteavl var i Forfald,

men var forvisset om, at den ægte danske og

jydske Hest om faa Aar vilde være forsvundet —

ligesom det var gaaet med den danske Hund —,

hvis de nyere Ideer om Væddeløb og overhovedet

om Maaden, hvorpaa Hesteavlen burde drives af

Landmanden, blev almindelig iværksatte.

Talen vakte stor Opsigt. Hertugen og hans Bro

der, Prins Frederik af Nør, fremkom med offentlige

Protester og udæskede Hauch til Væddekørsler. Imid

lertid gik Væddeløbsinteressen en kortvarig Sejrs

gang gennem Landet. Det nystiftede Selskab havde

Væddeløbsbaner i Slagelse, Horsens og Randers,

hvor der ofte holdtes Dyrskuer samtidig. Nytteprin

cippet kom aabenbart mere til sin Ret her end i

Odense og København, hvor Væddeløbene — navn

lig i Hovedstaden — havde Karakter af et Folke-

skuespil; men selv her var der forbeholdt Bønder

hestene særegne Løb. I Hertugdømmerne havde

Haderslev, Neustadt og Wandsbeck ligeledes faaet