OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

den behørige Staffage af Smaagøglere og Almuefor

lystelser, som ned gennem Tiden har holdt sig;

baade stærke Mænd, Skydebaner (til Flitsbueskyd-

ning), Sangere, Liremænd og Fiolspillere, blandt hvilke

den vidtberømte Jøde under Træet. D isse Fiolspil

lere og Lirendrejere fik læst og paaskrevet for deres

liderlige Viser, der næppe heller var anlagt paa strengt

høviske Øren; i et officielt Aktstykke fra 1805 hed

der det, at „anstændige Damer have været incommo-

deret med at høre en yderlig grov Lirendrejers i

højeste Maade fornærmelige og upassende Sange, som

han stedse haver søgt — naar deslige Folk nærmede

sig — at udbrøle paa en afskyelig Maade“.

Moralprædikanterne, som Tiden var saare rig paa,

skød ganske vist jævnlig over Maalet i deres idelige

Paatale af Dyrehavsforlystelsernes uheldige Indfly

delse, disse lidet opbyggelige Løjer, som desuden

slugte Smaafolks Penge; men noget var der om det.

Gemytligheden gik ofte over Stregen, og Tode kunde

have Ret i, at Forholdene i 1793 var vidt forskellige

fra hin Tid, da man tog i Dyrehaven for at se Na

turens Herligheder, de stolte Hjorte og de frygt

somme Hinde, og smage paa Mineralvandet, hvor

friskt og koldt det var. Rentekammeret maatte netop

fastsætte Kildetiden til de tre Uger for paa den

Maade at indskrænke „de Uordener og den Usæde

lighed, som efter temmelig almindelige Klager skal

foregaa ved Dyrehaugens Kilde.“ Det var Ulemper

af gammel Dato, der i mere eller mindre forblom

mede Udtryk jævnlig kommer frem i ældre Sati