89 / 269
76
K IL D E F O R L Y S T E L S E R I DYREHAVEN
Man kan pege paa en enkelt af disse Skildringer,
ikke fordi den er særlig indgaaende, men fordi den
hænger sammen med et Par litterære Fænomener
med Dyrehaven som Baggrund. Abrahams fortæller i
sine „Meddelelser af mit L iv“ om en rigtig køben
havnsk Dyrehavstur, som han sammen med den
Saint-Aubain’ske Familie, hvoriblandt Heiberg, fore
tog i Aarene omkring 1822. Man kørte ud i H ol
stenskvogn, gyngede, red paa Hestene og saa paa
Kunsterne, og tog paa Hjemvejen ind i Charlotten-
lund, hvor man satte sig uden for et Telt og drak
Punsch. Heiberg foreslog en Rundsang, hvori enhver
skulde improvisere et Vers etc. etc.
Saadanne Udflugter inspirerede Heiberg. I Som
meren 1825 skrev han „Dyrehavsreisen“ (Nr. 2 af
Børnevaudevillerne), og lagde heri sit grundige Kend
skab- for Dagen; i rappe Vers udmalede han med
al ønskelig Fynd Datidens Kildeforlystelser. Men han
havde endnu ikke udtømt sit Emne — i Oktober
1826 kom „Recensenten og D yret“ første. Gang paa
Scenen. Vaudevillens Dyrehavskolorit med Tasken-
spilleren Nonpareil og den yppige Beriderske Mad.
Voltisubito, som Oehlenschlager i en Anmeldelse kal
der „vel indbragte Karakterer fra Dyrehaugen“, er an
lagt med grelle og kraftige Farver, men ægte nok.
Dyrehaven fristede imidlertid ikke blot de store
Poeter — som Oehlenschlager inden for det fore-
gaaende Tidsrum, Heiberg inden for dette — , en
Mængde mindre Aander broderede paa det samme
Kanevas. F. C. Gundelach, en Embedsmand, der sy s