85 / 269
72
K ILD EFOR L Y STE LSER I DYREHAVEN
det økonomiske Sammenbrud i 1813 satte en Tid
lang sit Præg paa Dyrehaven ogsaa. Faldt Kildesøn
dagene ind med godt Vejr, var Besøget ganske vist
talrigt, nu som før, og Dagliglivets Sorger og Skuf
felser joges paa Flugt, mens man promenerede un
der det grønne Løvhvælv; selv Kongen slap for en
Stund Statsskibets Ror og søgte ud til de kære
Undersaatter i Dyrehaven. Men de fremmede Vir
tuoser svigtede i Nøden; Vokskabinetterne, de vilde
og tamme Dyr holdtes borte. Man maatte nøjes med
et Par Gynger, Jakelkomedien, nogle Mekanici og
Jøden under Træet. Telte var der ikke mange
af, og den stærke Røg og Damp, som man tidligere
i lang Frastand sporede, mærkedes ikke mere; der
bagtes færre Kager, bryggedes mindre Punsch og
Tallet paa letsindige Damer var svundet ind. Vogn
lejen var dyr, kun Selvejere kunde tillade sig den
Luksus at komme kørende til Dyrehaven; ti Gange
saa mange drog derud til Fods som til Vogns og til
H e st Men ogsaa det havde sin Charme. „Det er
ret et skønt Syn,“ hedder det 1812, „at se hele Ra
der af Hovedstadens Skønne i deres lette Sommer
dragt vandre med deres Elskede og Bekendtere Arm
i Arm paa den dejlige Strandvej ud til Kilden og om
Aftenen i Maaneskin samme Vej hjem igen.“ „Man
møder nu,“ hedder det videre, „saare sjælden en
Vognfuld beskænkede og brutale Kildegæster, der, med
Lommetørklæder fæstede paa Stokke, huje og støje.“
Kildeturene var dyre, og man indskrænkede i disse
pengeknappe Tider ofte sine Valfarter til
Charlotten-