OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

bakkerne ved Strandvejens Lystgaarde. En Indsen

der i Politivennen bad Lystgaardsejerne sætte nogle

Bænke uden for, „NB. til at sidde og hvile paa og

ikke til Sælgekoner med deres Kurve og Mælke-

Vand-Potter der at tage Stade“. Var Maalet naaet,

blev Borde og Bænke snart besat, de fleste Skov

gæster lejrede sig i Græsset. Nogle omvandrende

Musikanter sørgede for Underholdningen, hist og her

hørtes ogsaa en munter Sang, og ved Solens Ned

gang begyndte man at sætte sig i Bevægelse hjemad.

Senere blev disse Udflugter til Charlottenlund hyp

pigt en Station paa Vejen til eller fra Dyrehaven;

der opsloges Traktørtelte (i 1820 var der otte for

uden Skovløberhusene), der var Dans og Musik, til-

sidst ogsaa harpespillende Skønjomfruer (i Madam

Lardellis og Kehlets Telte) og et utvungent Folkeliv

af et vist borgerligt Præg — mindre broget og min

dre løssluppent end Livet ved Kilden.

Dyrehavens magre Aar var nemlig blot en Over

gang. Efter de trange Tider, der havde afsluttet Dyre

havens Guldalder, fulgte en saare skøn Renaissance.

Det vil dog næppe være formaalstjenligt at gaa for

dybt ind paa denne Periode, og navnlig ikke frem

drage Enkeltheder i nogen stor Udstrækning, thi

Enkelthederne var væsentlig de samme som tidligere

i Kraft af Dyrehavens hele konservative Tilsnit.

Dyrehavsturene i den sidste Snes Aar af Frederik

den Sjettes Tidsalder er tillige almindelig kendte; et

Utal af Memoireforfattere har skildret disse hygge

lige, spidsborgerlige Udflugter i det grønne.