263 / 269
207
slaaende Udtryk, som til en Pointe, henførende og
sammentrængende Tankekløgt, at de kunde, og at de
maatte, glæde og oplive, alleene ved den deri sig
rørende Intelligentses Styrke og Fylde, uden Hensyn
til Vigtigheden af deres Indhold forresten.
Jeg har, idet jeg har udtalt Ovenstaaende, sat mig
tilbage i mine Studieaars bedste Tider. Senere har
jeg ikke kunnet følge med Alt, hvad vor utrættelige
Ørsted, med sin meget omfattende Aand og meget
omfattende Arbeidsomheds Kraft, leverede. Jeg er
nu omtrent dobbelt saa gammel, som jeg var i hiin
Tid; og dobbelt maa jeg, som Ældre føle, hvor me?
get, det har at betyde, jeg nu vil tale om. Seer jeg
hen til, hvor overordentlig Meget det er, som saa*
ledes ligger for Publicums Øine i hans Værker; be?
tænker jeg tillige, hvorledes han har virket i betyde?
lige Embeder, altid kaldet til at være den virksomste,
og hvor mangt et vægtigt, ved Forholdene, som ved
sit Indhold, vægtigt, skrivtligt Arbeide af ham der
maa ligge i Archiverne, ei bestemt til, ei egnet til,
at see Lyset endnu; og tænker jeg mig nu, at det er
langt fra, at denne Mand, understøttet fra alle Sider,
er gaaet let gjennem Livet og
derfor
har kunnet gaa
kraftig gjennem det; betænker jeg, at hans Liv for
Konge, Stat og Fædreneland ikke har undladt at med?
føre for ham mere end een haard Stand, mere end
een Sjælens Kamp, hvor det gjaldt baade at vise sig
som Fædrenelandets og som Kongens troe Mand, og
i Henseende til
begge
hverken at lade sig rokke,
eller lade sig blænde; betænker jeg, hvad han, mere
end eengang, smerteligt og tungt har følt i sit Hjertes
Dyb ved Tab, som rørte og rystede ham stærkt og
gjennemtrængende; tænker jeg nu da endeligt paa de
Nervefebre, han i en tidligere Livsperiode har havt
at gjennemgaae; føier jeg endelig til, at han med alt