265 / 269
209
renere Naturer og friere Personligheder, som i saa
Henseende ikke give Jorde*Aanden saa megen Af*
givt, som mange af os Andre. Mærkeligt er det blandt
Andet at see saa Lidet af Ærelystens Bevægelser i
en Sjæl, i hvilken Æresfølelsen ofte har viist sig os
at være et saa kraftigt og saa bestemt medindgri*
bende Moment. Men et Hovedpunkt, af væsentlig Be*
tydenhed netop med Hensyn til denne Virksomhed
og Arbeidsomhed hos en ellers virksom og drivtig
Natur, er og bliver hiin rene, frie, store, altid aabne
sande
Velvillie,
som gjør vor Ørsted saa elskværdig
og saa yndet. Et af Hjertet velvilligt Gemyt er et
fra Grunden frit Gemyt, der lever i Verdensharmo*
niens og Totalitetens Sphære, og hvad skulde, naar
dermed en kraftig Virkedrivt, og et klart og ube*
stikkeligt Judicium parrer sig, samt hiin hurtige og
omfattende Hukommelse, der har alt Fornødent
strax tilstede og paa rede Haand, mere være egnet
til at disponere til Kræfternes fulde, og til deres
bedste Brug? Og den dybe Velvillie rykker nu tillige
Sjælen nær hen til de Existentsens Egne, om jeg saa
maa sige, hvor Kraftens Grundkilder rinde. Og naar
til de Selvfølelser, som rykke os nær hen til disse
Existentsens Egne, ogsaa den Ydmyghed henhører,
som vi lade sees i den rette Betydning, naar vi uagtet
alle Følelser skulde være christelige, dog især føie
dette Tillægsord til
den,
og kalde den den christelige
Ydmyghed, saa kan man være vis paa, (jeg og mange
vide det), at den boer og virksomt lever i denne Sjæl,
som i enhver dybt følende Sjæl.
Vor Ørsted har da nu nedlagt sin Pen, som For*
fatter,
og vil vel ei saa snart tage Forfatterpennen
frem igen. At vi alligevel ville faae Meget at læse fra
hans Haand, det vil hans Liv i hans offentlige Stillin*