266 / 269
2 1 0
ger naturligvis medføre. Hvilket udmærket Beviis
herpaa have vi ikke allerede faaet? Men hvad det
egentlige Forfatterskab angaaer, skal det da indtil vi*
dere beroe med Det, han har leveret.
Indtil videre
si#
ger jeg, og Mange tænke og sige det, som jeg. Vor
Ørsted har, saa ønske og haabe vi, en stor og skjøn
Epoche af sit Liv endnu tilbage, ja denne Epoche er
ei engang nær. Jeg haaber, at han har Oldingens
skjønne Dage endnu tilbage; thi, feiler jeg ikke, saa
er her Fond nok til et langt Liv og Grundvold nok
til en kraftig Alderdom tilstede. Skjønne Dage kaldte
jeg de Oldingens Dage, jeg saae hen til; thi altid ere
Oldingens Dage forekomne mig saa for Mænd, der
have levet godt og vel, og jeg sammenligner dem
med en stille, behagelig, fredelig Aften, efter en varm
Dag, fuld af Arbeide, en Aften i stille Kreds med
Altandørene aabne til den store Stjernehimmel, Sin#
det frit og roligt, altid venligt, altid kj ærligt, snart
mildt og spøgende, snart opløftet, bevæget og udvi*
det. Vi ønske ham alle en saadan Livets Aften i qvæ#
gende Velbehag, Jordelivets Travlhed traadt tilbage,
Arbeidets Detail for største Deel overladt til Andre,
dobbelt Rum for Velvillien, dobbelt Tid til den. Og
da tænker jeg mig ham at finde Lyst og Drivt til, og
ved Siden af Det, han vil have at iagttage i Statens
Embeder, ogsaa at finde Timer til — at føre Forfatter#
pennen igjen. Og med Fornøielse dvæler jeg ved den
Tanke, hvad han da vel monne ville føle sig dreven
til at skrive. Hans Barndoms første Begeistringer syn#
tes at bebude, at han vilde vorde en christelig Præ*
dikant, og der ligger i hans Skrivter Meget, der er i
hans Liv saare Meget, som vidner om, hvilken ypper#
lig Prædikant han vilde være bleven. En efter det da
endnu gjeldende philosophiske System udarbejdet
Naturret; som faldt ham i Hænderne i hans Barndom