FrederikVIOgASØrsted

2 1 1

i Fædrenehuset*) gav hans Sjæl den Vending, at der

blev en Moralphilosoph og Jurist af ham. Jeg fore#

stiller mig nu, at den Tid vil komme, da det vil vise

sig, at endnu i hans Alderdom Det vil være friskt i

ham, hvad der tidligt bevægede og fyldte det unge

Hjerte, og aldrig har hørt op at bevæge og opfylde

det. Jeg kan ikke sige, hvor stor Priis jeg allerede nu

i Tankerne sætter paa Det, han da vil kunne give os

som sit Bidrag til, med Intelligentsens Kraft at lyse

op i de protestantiskschristelige Grunderkjendelsers

Rige. Jeg veed, i hvilken Grad han har alt Det, som

dertil udfordres, og hvor virksomt det boer i ham,

naar det kommer op i ham. Og nu tænker jeg ham

give os det med den Ungdom, hvormed Barnets

Erindringer formaae at opfylde Oldingens Liv. Jeg

har udtalt disse for mig svævende Billeder af Frem#

tiden, fordi det hørte væsentligen med, for retteligen

at tale om denne Mand, ei at glemme, hvad jeg nu

ogsaa her har peget hen paa.

Og hermed havde jeg da udtalt i denne Anledning,

og kan nu ikke sige, hvorledes jeg er tilmode, idet

jeg ender. Jeg vilde, at jeg kunde ønske, at den Mand,

hvorom her er talt, ikke maatte læse, hvad jeg her

om ham har skrevet. Thi, naar jeg ikke uden Rød#

men kan tænke paa, at jeg skal levere disse Linier

til Trykken, saa rødmer jeg dobbelt stærkt, naar jeg

tænker paa, at de ville falde i hans egne Hænder.

Men det syntes mig, at der ei maatte ties, paa det at

Efterverdenen ikke skulde faae alt for megen Grund

til at sige om os i disse vore underlige Tider, at vi

hverken havde vidst at tale, eller at tie.

*) Om Ørsted’s Prædikener fra hans Barndom og Studentertid se

»Af mit Livs og min Tids Historie« I (Kbhvn. 1851) S. 1 8 - 1 9 , om

hans Barndoms Læsning af

L. Nørregaard’s

»N aturretten s første

Grunde« (Kbhvn. 1784) 1. c. S. 4—5.