264 / 269
208
dette ei var den Mand, der indsluttede sig i sit
Arbeidsværelse, men at han med en sjelden Aabem
hed og Villighed var tilgængelig for Enhver, gjaer*
ne deeltog i selskabelige Samqvem, og var saa live*
lig i dem, at vi meget vel kjende hans mangfol*
dig spillende Vid, og hans Sjælefrihed, som saa let
syntes at kunne kaste Arbeidets Tryk fra sig, og
hvori altid den livligste Godmodighed og Menneskes
kjærlighed spillede; — naar jeg betænker alt Dette,
saa maa jeg, nu jeg kiender Noget til, baade hvad
Livet giver, og hvad Livet tager, forbauset spørge:
hvor kom dog denne Aandsstyrke fra, hvorledes var
den mulig?
Og hvor kan jeg med dette Spørgsmaal vende mig
andetsteds hen, end til den Deel af vor Ørsteds Exis
stents, som har gjort ham og gjør ham saa elskvær*
dig. Vistnok maa jeg allerførst nævne Pligtfølelsens
Styrke i ham. Ingen
Kant
kunde forlange den renere
og stærkere. Legemets Kraft, Sjælens Evner,
maatte
være i Stand til Det, som skulde være — thi Villien
vilde det, og lod ei af at ville det. Kunde man hos
Nogen tale om hiin af Kant omtalte Gemytets Magt
over det Sygelige i Legemet, saasnart det gjaldt,*)
saa var det hos ham;^jeg tør vel nok sige Dette, thi
jeg taler her ei om Andet, end hvad jeg har seet og
veed. Dernæst maa jeg vel ogsaa endnu bemærke
Dette, at, naar Nogen har kunnet gjøre sig fri for
alle de Bryderier, som vort eget Jeg kan volde os
ved mange Leiligheder, og fri for den betagende
Virkning, mange Collisioner i saa Henseende kunne
udøve, saa har det været ham, der hører til hine
*) Sibbern sigter her til
Kant's
lille Skrift »Von der Macht des Ge=
miiths durch den blossen Vorsatz seiner krankhaften Gefühle Meister
zu seyn« (Jena 1798).