18 / 133
1 2
BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
2. BEGRAVELSESFORORDNINGEN 1682
Det var saa langt fra, at den ulykkelige Krig mod Sverrig og Dan
marks Nederlag virkede hen imod at stække Tidens Lyst til Luksus
og Overdaadighed. Nu under Enevælden blev P runk og Pragt først
ret sat i System. Ceremoni væsenet blomstrede som aldrig før, og Rang
sygen pressede den ene frem foran den anden.
Ogsaa paa Begravelsesvæsenets Omraade kom der nu nye Moder
op. En Tidlang var det saaledes Skik, at fornemme Begravelser skulde
foregaa om Aftenen ved Fakkelskin. Paa den Maade begravedes Grif-
fenfelds Hustru d. 13. Juni 1672 og Stadshauptmand Frederik Thure-
sen d. 16. Maj 1675. En samtidig tysk Forfatter fremhæver disse na t
lige Begravelser som særlig karakteristiske for København. Vinduerne
i de Gader, som Ligtoget skulde passere, var illuminerede, og Kisten
ledsagedes af Stanglygter.1) Men i det følgende Aarhundrede vendte
man atter tilbage til Begravelser i Dagslys. —Den fremtrædende Bolle,
som de sørgeklædte Kvinder tidligere havde spillet i Ligfølget, slog
over i den modsatte Yderlighed, at Kvinder aldeles ikke maatte vise
sig i Følget. Brugen af Ligvogne blev almindelig, og snart kom det
dertil, at ogsaa Følget blev befordret i Vogne, som af Sørgehuset stil
ledes til Disposition. Selv Ligbærerne kørte i to Kareter foran Lig
vognen, en Skik, der først afskaffedes i 1791, da det blev forordnet,
at Ligbærerne parvis skulde følge til Fods straks bag efter Ligvog
nen .2) Men fra den ældre Tids mere pragtfulde Begravelsesoptog le
ver endnu Mindet om Bedemændenes gemytlige Kommandoraab:
»Kør frem med Kareterne! Ligvognen er betalt«.3)
Men samtidig med, at den nye Enevælde gik i Spidsen med Hen
syn til Glimmer og Pragt, vaagede den nøje over, at ingen af Under-
saatterne tillod sig mere i den Retning, end der tilkom netop ham.
Ogsaa ved Begravelser var Ceremoniellet foreskrevet indtil de m ind
ste Detailler, og Rangforordningen skulde ogsaa her nøje overholdes.
Grundlaget for Begravelsesvæsenet i hele Enevoldstiden var Kristian
V.s Forordning af 7. Nov. 1682.
I 30 Paragraffer giver dette omfangsrige Aktstykke de mest ind-
gaaende Forskrifter for, hvad man maa og hvad man ikke maa fore
tage sig ved en Begravelse. At Ødselheden og Pragtsygen var steget
til en urimelig Højde, faar man et levende Indtryk af gennem Fo r
ordningen. Men først og sidst viser den os, at vi nu befinder os i
Rangvæsenets blomstrende Tidsalder; thi hele Begravelsesreglemen
tet er bygget over Kristian V.s Rangforordning.
Gehejmeraader, Grever, F r ihe rre r og Ober-Charger maa lade deres