22 / 133
1 6
BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
til deres afdøde Moder og af Hengivenhed for hende anbragt lidt Bog
guld til nogle Skillings Værdi hist og her paa Kisten. Denne Forseelse
takseredes efter Forordn ingen af 1682 til 70 Rdlr. Og saaledes videre.
Men under al denne smaalige Forfølgelse mærker man samtidig Re
geringens Svaghed eller dens gode Hjerte. Thi i næsten alle de her
nævnte Tilfælde blev Bøden enten nedsat eller helt eftergivet, —unde r
tiden dog med en Tilføjelse om, at en Dusør skal betales Angiverne
til Opmuntring!
Enevælden kunde med al sin Magtudfoldelse ikke bryde de ned
arvede Sædvaner. Selv de store Traktementer, som Regeringen havde
kæmpet imod i flere Hundrede Aar, lykkedes det ikke at faa afskaffet,
før Tidsudviklingen selv gjorde Ende derpaa. Man ha r ganske aaben-
lyst sat sig ud over Regeringens Paabud. Det hedder i »Københavns
Skilderi« 1803, at det stadig er Mode at traktere Følget ved Begravel
ser, og undertiden foregaar dette Traktement endog hos Rau i det
nuværende Hotel d ’Angleterre. Endnu i 1818 udkom en Raadstue-
plakat om, at ingen Beværtning »ved dækket Bord« maatte finde Sted
ved Begravelser.
S t r u e n s e e søgte paa sin radikale Maade at bringe alle disse Strids-
spørgsmaal ud af Verden ved et Pennestrøg. Den 29. April 1771 ud
kom en Forordning om, at alle Begravelser herefter skulde foregaa
om Natten mellem Kl. 1 og 6. Da denne Bestemmelse udkom ved For-
aarstide, gik det til en Begyndelse, og saa længe de lyse Sommer-
nætter varede, helt godt med dens Overholdelse. Men da Efteraaret
kom, protesterede Magistraten: nu kunde man ikke se længer, og
Fattigfolk havde ikke Raad til at betale Lys eller Fakler. I Begyndel
sen af Oktober blev da Begravelsestiden ændret til Kl. 5-9 om Mor
genen. Men herimod gjorde Kancelliet Indsigelse: Der tabtes for Føl
get en halv Arbejdsdag, og »det er ikke alle, som saa tidlig kunne
taale den Godhed, de nyde af Sørgehuset, og andre tage for meget til
sig deraf, saa de komme ubekvemme til Arbejdet«. Hele denne Ord
ning blev derfor igen afskaffet straks efter Struensees Fald, og alt
vendte tilbage til det gamle.
Men de fattige Tider, der kom under Krigen med England 1807-14,
virkede mere end alle Regeringens Forskrifter til at afskaffe den hele
Begravelsesluksus. Der kom nu de Aar, da man knap kunde skaffe
Brædder til en Ligkiste, og et Reskript af 25. Nov. 1809 tillod derfor,
at de døde maatte begraves i Kister af Vidier eller Straa. For en n id
kær Mand som Fattigdirektør Bårens var denne Sparsommelighed
højst tiltalende, og i sit Tidsskrift »Penia« anbefaler han den paa det
varmeste. Der vil maaske ikke straks spares meget derved, skriver
han i 1810; thi Kurvemagerne forlanger 21 Mark for en Vidiekiste,