BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
2 1
os til Strål haver paahængt«, og Myndighederne mente med Rette, at
en af Grundene til dens Udbredelse var de store Forsamlinger, som
ved hver Begravelse fandt Sted i Sørgehuset. Det blev derfor paa
budt, at de, som vilde følge Liget til Graven, skulde forblive ude paa
Gaden, og ingen andre gaa ind i Huset end de, som skulde bære Liget
ud. Udførligere Regler blev givet under Pesten 1652. Ligfølget maatte
ikke bestaa af mere end 3 eller 4 Par, ved fornemme Begravelser højst
6 Par, »og paa det Ligprædiken ikke for længe skal opholdes, skal
Kvinderne straks følge efter Mandfolkene til Kirken«. De, som bærer
Liget ud, »maa efter Lejligheden, dog maadelig skænkes«; men efter
Begravelsen maa der aldeles ingen Bekostning gøres enten med Mad
eller Drikke eller med nogen Gæst at bede om Aftenen. Ligbegængel-
serne skal finde Sted Kl. 1, og Kirkeklokkerne maa kun ringe to eller
tre Kvarter. Hvis der paa samme Dag er Begravelse med Klokkering
ning fra flere eller alle af Byens Kirker, skal Ringningen begynde fra
Vor Frue Kirke, derpaa følger Helliggejstes, Nikolaj, Holmens og til-
sidst den tyske Kirke. Ligprædiken med Testamentens Oplæsning
maa kun vare i det højeste tre Kvarter. Testamenterne skal derfor af
fattes saa korte som muligt; og hvis de er for lange, skal det staa Præ
sten frit for i denne vanskelige Tid selv at udelade saa meget deraf,
»som hannem synes ikke fornødent at være«. Da Pesten endnu ved
varede to Aar efter, maatte denne Forordning gentages i 1654.
Alle disse Epidemier var dog kun smaa i Sammenligning med den
Pest, der i 1711 kom over Hovedstaden, den frygteligste Farsot, Lan
det havde kendt siden den sorte Døds Tider. De fortvivlede Forhold
fremtvang overordentlige Foranstaltninger, som viste, at Regeringen
dog kunde tage sig sammen, naar det virkelig gjaldt.
Sygdommen tog fat i Sommeren 1711 under en »vestindisk Varme«,
der herskede gennem hele Juli og August. Den 1. Aug. udkom en vidt
løftig Forordning om de Forholdsregler, der skulde tages mod Pe
stens videre Udbredelse. De, som døde af den smitsomme Syge, skulde
begraves inden 24 Timer efter Dødsfaldet og i al Stilhed. Alle Cere
monier ophævedes, og Begravelserne skulde helst foregaa Morgen
eller Aften. Kun nogle faa paarørende maatte følge, og hverken de
eller Ligbærerne maatte have Kapper paa. Ligklæder af nogen Slags
maatte ikke bruges, men Ligene skulde begraves i de Klæder, de havde
paa, og bestrøes med ulæsket Kalk.
I de følgende Maaneder udkom nu nye Forordninger Slag i Slag.
Et Antal Fanger paa Bremerholm, »hvis Brøde og Forseelser ikke er af
de allergroveste«, blev udtaget til at grave Grave til de døde, og tik der
for Løfte om at blive pardonnerede og stillet paa fri Fod. Dette Løfte
blev ikke svært at holde; thi efter faa Dages Forløb var der af 17 Fan