25 / 133
BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
1 9
3. PESTEN 1711 OG LIGBÆRERPRIVILEGIET
Det var fra Middelalderen af en Kristenpligt at bortbære de døde,
og Laugsbrødre og Gildesbrødre havde Aarhundreder igennem op
fyldt denne Pligt. Laugene vedblev dermed, saa længe de bestod.
Men for Borgerskabet uden for Laugene rejste sig her et besværligt
Spørgsmaal, efterhaanden som de gamle Gilder faldt bort. Det eneste
københavnske Gilde, der overlevede Reformationstidens Storme og
endnu kan genfindes i vor egen Tid, er Hellig Trefoldigbeds Gildet
eller Danske Kompagni, der efterhaanden talte alle Magistratsperso
ner og fornemme Borgere blandt sine Medlemmer. Det havde endnu
ind i 17. Aarh. vedligeholdt den gamle Skik selv at bortbære de af
døde Brødre; men Skikken har dog ikke længer været tidssvarende,
og i 1625 blev den afskaffet ved et Kongebrev for, som del hedder i
Brevet, at forekomme allehaande Ulejligheder, som deraf kunde for-
aarsages. I Stedet for paalægges det Magistraten al forordne nogle
visse Personer, som for en billig og lidelig Betaling kunde henbære
de afdøde Borgere, baade i og uden for Kompagniet, til deres Lejer
sted.1) Dette er første Gang, vi hører Tale om fast ansatte og betalte
Ligbærere.
Ved Forordningen af 7. Nov. 1682 blev ogsaa dette Spørgsmaal
ordnet: »Til Ligene i Købstæderne al bære skal bruges visse dertil
af Magistraten forordnede Personer, som uden nogen Mad, Drikke
eller andre Udgifter derfor udi alt skal nyde enhver en Rigsdaler; og
maa til det største Lig ingen flere bruges end 36 Personer i det høje
ste, omVejens Længde det udkræver«. Aaret efter kunde Magistraten
i København bekendtgøre, at den nu havde antaget de 36 Mand, og
saaledes havde Hovedstaden faaet sit første organiserede Ligbærer
korps.
Tidligere havde man ved forefaldende Lejligheder i Reglen benyt
tet Studenter til Ligbæring, —de frembød sig især derved, at de altid
gik i sorte Klæder. Og Studenterne var ikke til Sinds at finde sig i,
at Fortjenesten og Traktementet ved Begravelser nu skulde gaa dem
forbi. Allerede i 1685 klager Ligbærernes Formand over, al Studen
terne gør dem stor Indpas i deres Forretning, og et kongeligt aabent
Brev maa da fastslaa, at Studenterne ikke maa befatte sig med al
bortbære andre end gejstlige Lig og saadanne, som af Akademiet
dependerer og haver studeret. Men Studenterne tog det ikke all for
nøje med denne Bestemmelse, og blandt Borgerskabet blev del reg
net for finere at benytte Studenter end de kommunale Ligbærere.
Politimester Klaus Rasch ivrer i 1690 stærkt mod denne Mode, der