26 / 133
2 0
BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER
er saa meget mere urimelig, som de forordnede Ligbærere ofte har
betjent baade Ministre og andre fornemme Godtfolk, og man aldrig
ha r fornumme t nogen Klage over dem. Han ha r ogsaa ofte ladet Stu
denterne advare, men »s}Tnes det dog ligesom saadant for en Latter
optages«. Intet Under, at han er vred paa Studenterne og kun har
ondt at sige om dem: »Thi, om Gud forbyde, at nogen smitsom Syg
dom udi Menigheden kunde tildrages, som hastig Dødsfald kunde
foraarsage, hvor var da Studenterne? Da skulde vel enhver vide at
søge sin Magelighed, men de anordnede Ligbærere var dog forplig
tede til i saa Maader at betjene Staden«.1) —Denne Spaadom af den
vrede Mand blev dog fuldstændig g jort til Skamme af Begivenhederne
en Snes Aar senere.
Ogsaa Laugene bortbar undertiden andre end deres egne Medlem
mer, og særlig Kræmmerlauget havde i tidligere Tid gjort sig en Ind
tægt derved. Lauget forsøgte at vedblive hermed ogsaa efter 1682;
men Ligbærerne var paa deres Post, og Øvrigheden var altid villig
til at haandhæve deres Rettigheder. I 1702 blev saaledes en Kommis
sion nedsat til at dømme mellem dem og Kræmmerlauget,2) og efter
Pestaaret 1711 hø rte 'denne Ligbæring uden for Lauget op.
Det nye Ligbærerkorps var saaledes ivrigt nok til at vaage over sit
Privilegium; derimod var det knapt saa ivrigt til at opfylde sine Plig
ter. Ret hurtig t blev Korpset stillet over for det i hine Tider saa van
skelige Spørgsmaal om, hvem der skulde bortbære de saakaldte uær-
lige Lig. Jokum Skarpretter var død i 1683, og Magistraten havde
beordret de ny ansatte Ligbærere til at bortbære hans Lig. De næg
tede alle, og Magistraten traadte da kraftigt op og fratog dem deres
Bevilling. Men denne Sag endte med Nederlag for Magistraten. Folke-
meningen stod paa Ligbærernes Side, og i Janua r 1684 maatte Magi
straten antage dem alle igen og nøjes med at diktere dem en lille
Mulkt for deres Ulydighed.3)
Dette Ligbærerkorps bestod kun i knap 30 Aar. Da det for Alvor
blev stillet paa Prøve under Pesten i 1711 og straks svigtede sin Op
gave, blev det uden Tøven afskaffet og en ny Ordning, som derpaa i
det væsentlige bestod i halvandet Hundrede Aar, blev indført.
Pestagtige Epidemier havde mange Gange hjemsøgt Hovedstaden,
og hver Gang havde de ogsaa sat deres Spor i Forordningerne om Be
gravelsesvæsenet. Ved saadanne Lejligheder maatte det sædvanlige
Ceremoniel sættes til Side, og de strengere Bestemmelser i hvert Fald
for en Tid overholdes. Der var Pest i Byen i 1578, da Magistraten ud
gav Bestemmelsen om, at intet Lig maatte staa over Jorden længer
end een Nat. 11592 hjemsøgtes København atter af en Pestsyge, »som
Gud Almægtigste for vore mangfoldige Synder og Ondskabs Skyld