104 / 274
Dage: at fejre Kongens Fødselsdag hvert Aar med en Festfore
stilling. En af disse Fødselsdags-Forestillinger vil blive staaende
i Erindringen med ganske særlig Glans — den, der fandt Sted
paa Kongens 70 Aars Dag, den 26. September 1940. Aftenens Ind
hold i programmæssig Henseende var ingenlunde skelsættende,
det var »Elverhøj«, der opførtes — ikke i ny Indstudeiing, blot
let oppudset i Dagens højtidelige Anledning. Begivenheder var
gaaet hen over Danmark, som havde givet mange af det gamle
Stykkes klassiske Replikker nyt Liv og nyt Indhold, og det l'aldt
derfor trods alt naturligt, at det blev det, der kom til at skabe
Feststemningen hin Aften, hvor det maaske paa mange Maader
ellers kunde have været svært nok at faa en Feststemning frem.
Men sit ganske særlige Præg fik Aftenen gennem den Episode,
uden Sidestykke i Teatrets næsten 200-aarige Historie, der ind
traf netop som Nationalsangen ved Kongens Ankomst havde lydt
og der blevet gjort mørkt paa Tilskuerpladsen; fra en af Etagerne
overfor Kongelogen begyndte en Herre, en ukendt Tilskuer, plud
selig at tale til Kongen. Da der var gaaet et Øjeblik, rejste Kong
Christian sig op og paahørte staaende den stilfærdige, men hjei te
varme Hyldest; dens Ord naaede ingen at nedtegne, fordi den kom
saa uventet, men jævnt og ligefremt og under dyb Stilhed tolkedes
alle Danskes Følelser overfor Kongen og deres Taknemlighed mod
ham; Talen sluttede med Flaadens ældgamle Hilsen: Gud bevare
Kongen — hvilke Ord det tilstedeværende Publikum derefter paa
den ukendte Talers Opfordring gentog, rytmisk og fuldtonende.
Det var et Øjeblik af stor og gribende Virkning, og det føltes af
alle, som overværede det, at her, paa Teatrets Tilskueiplads,
havde et ejendommeligt Møde mellem Kong Christian og hans
Folk fundet Sted.
Det gamle Hus, i hvilket Danske samles i Glæde som i Sorg,
l
gode Tider som i onde, havde denne Aften oplevet en af sine
største og uforglemmeligste Stunder — det havde, som saa ofte
før vist sig, at i dette Rum trives, i Pagt med Prosceniets manende
Overskrift, Alvor og Værdighed Side om Side med den sande
Kunst i alle dens Afskygninger.
101