Previous Page  106 / 274 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 106 / 274 Next Page
Page Background

sin Levetid af udpræget gejstlig Karakter og fungerede oftest i

Slotskapellet — til at begynde med hed det Kantoriet i Kapellet,

og senere blot Kapellet. De svære Blæseinstrumenter, hvis Klange

især forskønnede de kongelige Fester udadtil, holdtes helt for sig

til særlig Tjeneste (Felttrompetere, Hærpaukere o. s. v.), og anden

Instrumentalmusik kendtes i større Udstrækning næppe ved Hoffet,

før Strengeinstrumenter og Træblæseinstrumenter paa Frederik den

Andens Tid kom til og, som et særligt Instrumentistkorps, for­

enedes med Kantoriet; dettes normale Besætning af Sangere var

gennem mange Aar 12 Voksne og

8

Børn, medens Insti umen-

talisternes, de egentlige Musikeres, Tal kunde variere.

I Christian den Fjerdes gode Regeringsaar oplevede Hofmusik­

ken i Danmark en sand Blomstringsperiode, der kulminerede, da

man i 1633 indkaldte den berømte tyske Kapelmester og Komponist

Heinrich Schütz til at reorganisere Musikken; allerede i 1618 bestod

iøvrigt Kongens samlede musikalske Stab af ikke færre end 77

Mand: 31 Sangere, 30 Instrumentister og 16 Trompetere. Saa meget

des stærkere føltes naturligvis den Nedgang, der, paa dette Om-

raade som paa saa mange andre, fulgte i den sidste, ulykkelige

Del af Kongens Regeringstid; det endte med, at der kun var

8

Sangere og 7 Instrumentister tilbage, og det varede længe, før

Musikken ved det danske Hof paany naaede et anseligt Format.

Den internationale Berømmelse, den havde haft i Christian den

Fjerdes Tid, vandt den aldrig tilbage.

Under hans Søn, Frederik den Tredje, holdt nye Musikformer

deres Indtog: de franske Opera-Balletter, som allerede tidligere

havde stukket Hovedet frem, fik for Alvor Fodfæste, og midt i

Aarhundredet engageredes et Selskab af franske Instrumentister,

de saakaldte Violons. Hofviolon blev nu fast Betegnelse paa Hof-

fets Musikere, uanset hvilket Instrument de trakterede, og den

holdt sig til helt ind i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede, da den

afløstes af den, der kendes den Dag i Dag: kgl. Kapelmusikus.

Hofviolonerne, der nærmest var en Slags Kammermusik-En­

semble, kom i det næste Aarhundrede til at dommere Hoffets

Musikdyrkelse, og de fortrængte fuldstændig de sidste Rester af

Kantoriet, som midt i 1650’erne ophørte at eksistere. Hofviolonerne,

omkring 12 i Tallet, var nu, da den instrumentale Musik paa af­

103