Previous Page  194 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 194 / 390 Next Page
Page Background

éecpåyrjs

A pok. 5, 9.

Ofret i bogstavelig Forstand hører til det, der ældes og er

ved at forsvinde, som Stjærnerne for Dagslyset Dog er det

Udtryk for noget mægtigt og levende, saa at den mest aande-

lige Religion ikke kjender noget højere Synspunkt for Livet

end Ofret efter dets Idé. Det kommer af, at Ofret er en barn­

lig Tids Form for Menneskets dybeste Tanke, thi dets Sjæl er

Bønnen. Begge, Bøn og Offer, have deres Rødder i den menne­

skelige Naturs Dyb; men, som den inkorporerede Tilbedelse

og Bøn, Sindelaget bevist i Handling, er Ofret det mest om­

fattende, derfor Religionens Blomst. Det hedder i den gamle

Fortælling i den hellige Skrift: »Og Abraham rakte sin Haand

ud og greb Kniven for at slagte sin Søn«, Gen. 22, 10. Her

ses det, hvad det i Virkeligheden betyder, naar han saa faar

Vædderen at ofre: det er Hengivelsen af det dyrebareste (V. 2),

som giver den ydre Handling Væ rd ; men samtidig træder Dyre­

livet i Menneskets Sted, fordi dette aldrig tør gjøres til Middel,

men Gud udelukkende raader derover. Anderledes i de Reli­

gioner, Schelling har kaldt »de vildtvoxende«, det vidtstrakte,

brogede Hedenskab, som har tabt det sikre ethiske Fodfæste.

Ofret bliver her saa ofte en Affindelse med Guddommen, Hand­

linger uden Sjæl, eller grufulde Udskejelser, som de saa at

sige overalt forekommende Menneskeofringer*) eller de baby-

') Lasaulx, Die Sühnopfer der Griechen und Römer und ihr Verhältnis

zu dem einen auf Golgatha, 18 4 1, har rigeligt Bevis for de klassiske Folks

Vedkommende.