194 / 390
éecpåyrjs
A pok. 5, 9.
Ofret i bogstavelig Forstand hører til det, der ældes og er
ved at forsvinde, som Stjærnerne for Dagslyset Dog er det
Udtryk for noget mægtigt og levende, saa at den mest aande-
lige Religion ikke kjender noget højere Synspunkt for Livet
end Ofret efter dets Idé. Det kommer af, at Ofret er en barn
lig Tids Form for Menneskets dybeste Tanke, thi dets Sjæl er
Bønnen. Begge, Bøn og Offer, have deres Rødder i den menne
skelige Naturs Dyb; men, som den inkorporerede Tilbedelse
og Bøn, Sindelaget bevist i Handling, er Ofret det mest om
fattende, derfor Religionens Blomst. Det hedder i den gamle
Fortælling i den hellige Skrift: »Og Abraham rakte sin Haand
ud og greb Kniven for at slagte sin Søn«, Gen. 22, 10. Her
ses det, hvad det i Virkeligheden betyder, naar han saa faar
Vædderen at ofre: det er Hengivelsen af det dyrebareste (V. 2),
som giver den ydre Handling Væ rd ; men samtidig træder Dyre
livet i Menneskets Sted, fordi dette aldrig tør gjøres til Middel,
men Gud udelukkende raader derover. Anderledes i de Reli
gioner, Schelling har kaldt »de vildtvoxende«, det vidtstrakte,
brogede Hedenskab, som har tabt det sikre ethiske Fodfæste.
Ofret bliver her saa ofte en Affindelse med Guddommen, Hand
linger uden Sjæl, eller grufulde Udskejelser, som de saa at
sige overalt forekommende Menneskeofringer*) eller de baby-
') Lasaulx, Die Sühnopfer der Griechen und Römer und ihr Verhältnis
zu dem einen auf Golgatha, 18 4 1, har rigeligt Bevis for de klassiske Folks
Vedkommende.