195 / 390
L. Glahn.
lonske Kvinders Mylittedyrkelse*). I ethvert Fald have de
hedenske Religioner, selv Parsismen, ikke en gjennemført, klar
Bevidsthed om det ethiske i dets Renhed, saa at ogsaa Of
ringerne faa en kosmisk, pantkeistisk Farve; gjennemgaaende
afspejler Ofret paa en eller anden Maade Guddommens Væsen,
og paa den anden Side er der ogsaa en vis kosmisk Rapport
mellem den ofrende og Dyret-). Men paa denne Baggrund
findes i de højere hedenske Religioner mangfoldige skjønne
Tanker om Sindelaget, der bør ledsage Offergaverne.
Enestaaende blandt Oldtidsfolkene er imidlertid Israel som
Religionens Folk
v.u.x égoyyv.
Medens andre Folkeslag forlængst
ere knuste og denationaliserede af de Riger, paa hvis Vej det
var ogsaa dets Skæbne at ligge, har det med en Sejhed uden
Lige blandt de andre Nationer trods sin Lidenhed overlevet
alt. Dets Storhed er ikke paa de sædvanlige Omraader, hverken
i Kunst og Videnskab eller Statsstyrelse eller Frihedslyst.
Gjærne rækker Israeliten i saa Henseende Prisen til Græker og
Romer og Nordbo og and re; men dets Storhed var, at det stod
ene, omgivet af fristende Naturreligioner; som Bærer af Aands
religionen er Israel »den førstefødte Søn« (Ex. 4, 22; jf. Am. 6, 1);
dets Religion gjemmer de Grundsandheder, som Hedenskabet
famler efter: Skaberen, Synden, P"reisen, tre Tanker, der om
spænde Tid og Rum og alle maa føre ud over den nationale
Sneverhed, saa at Israel af alle de gamle Lolk i Virkeligheden
er mindst egoistisk og partikularistisk.
Det er da dette Folks Offerkultus, — »das durchgedachteste
und folgerichtigste Gebilde von Kultusgesetzen, welches je das
gottesdienstliche Leben eines Volkes geleitet hat«3), — som her
skal undersøges fra en væsentlig Side, nemlig Soningstanken
deri. Spørgsmaalet har almenreligionshistorisk Interesse, der
tillige paa christelig Grund bliver dogmatisk. Hvad var Israelitens
J) Bahr, Symbolik 2, 2 4 2 -4 4 . 2) Bahr 2, 266—68. 3) H. Schultz,
Alttestamentliche Theologie 1, 293, 4de Udg. 1888.