198 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
fremstillede uformidlet Evangeliet, men blev derfor ogsaa et
Evangelium i Hieroglyfer eller Gaader. Og i Udtydningen
kunde man ikke opstille faste Regler, ikke gjøre Forskjel paa
det væsentlige og det underordnede, som naar man, fordi Al
teret var firkantet, for Alvor drøftede, quadratus quomodo Chri-
stus fuerat. Fejlen var, at man ikke først og fremmest gik ud
fra, at det var en Religion, som Israel selv kunde leve i og
opdrages ved, saa at de blivende Sandheder først kunde findes
udfra Handlingens hele Symbolik, hvor de enkelte Led ordne
sig til et Hele, hvori der kan gjøres Forskjel paa underordnet
og. ledende. Derfor kom denne ældre Typologi ikke til en klar
Opstilling af Typens Begreb, navnlig ikke dens Forhold til Sam
tiden *). Men herover skal ikke glemmes, at den har fremhævet
Aabenbaringens Enhed og Christus som dens Midtpunkt. Med
Grotius, men navnlig med Spencers De Legibus Hebræorum
Ritualibus et earum Rationibus (1685) kom den historisk kritiske
Retning frem, som henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede
vinder Overhaand i Rationalismen, der fordriver den efter-
haanden udvandede Typik med sin idéforladte, irreligiøse Nøg
ternhed, der lader Sundheds- og Statshensyn være Bagtanken
i den mosaiske Kultus.
Den aandfuldere Opfattelse af de hedenske Religioner med
Dannelsen af en sammenlignende Religionssymbolik kom ogsaa
Forstaaelsen af g. T. til gode, og 1837—39 skrev da Bahr sit
epochegjørende Værk: Symbolik des Mosaischen Cultus, hvis
2det Bind, som behandler Ofrene, just udkom for 50 Aar siden.
Hans Arbejdes bibelske Sundhed, rationelle Methode, Lærdom
og Aandfuldhed er anerkjendt af alle og har trods de Ind
vendinger, der med Rette kunne rejses, gjort det til Hoved
hjørnestenen for den følgende Tids Studier paa dette Omraade.
Det er ham om at gjøre at forstaa g. T. ud af dette selv,
bortsét fra n. T . ; derfor begrænser han Opgaven til det sym-
') Jf. Cave 153 ff. The Typical Significance.