197 / 390
ægte israelitiske Religion, har det nogen større Interesse at søge
deres Aand og Idé. E t sammentrængt Forsvar for deres mo
saiske Oprindelse er givet af Frz. Delitzsch i Riehms Hand
wörterbuch des biblischen Alterthums, under »Opfer«, hvormed
kan sammenlignes Bährs endnu friske Betragtninger i hans Sym
bolik (1839), 192—6, der ere rettede mod samme Kritiks Be
gyndere som Vatke og George.
Det er en meget omfangsrig Fiteratur, der fra jødisk og
christelig Side gjennem Oldtid, Middelalder og nyere Tid har
samlet sig om den gammeltestamentlige Ofiferkultus. Interes
santest for Forståaelsen af det heles religiøse Betydning er dog
uden Tvivl de sidste 50 Aars Bidrag. Denne Afhandling bygger
nærmest herpaa. Man skulde have ventet det vigtigste fra
Jøderne selv i Oldtiden; men, naar man ikke tænker paa de
bibelske Skrifter, der selvfølgelig ere det egentlige Grundlag,
skuffes m an1). Hos Filo, der ikke kunde Hebraisk, findes na
turligvis Udtydninger, men i allegorisk-platoniserende Aand.
Josefus støtter sig i Forklaringerne nærmest til Filo. Talmud
er ubegribelig smaalig og fattig i disse Ting, strider om Skallen,
f. Ex. om den hellige Lysestage har staaet paa langs eller paa
tværs, eller hvor mange sorte Haar der maa findes paa et Dyr.
Rabbinerne i den jødiske Literaturs Blomstring midt i Middel
alderen som Raschi (J 1105), Mose ben Maimon (Maimonides,
t I204) °g Ramban (R. Mose ben Nachman, f c. 1270) holde
sig til det traditionelle Stof, som hos Maimonides søges forenet
med aristotelsk Filosofi. Den kirkelige Theologi har derimod
haft Blik for det højere Indhold, men har fra først af, allerede
hos Origenes, lidt under den herskende allegoriske Fortolkning,
der tilsidesatte det historiske. Som bekjendt gik den coccej-
anske Skole i Slutningen af det 17de Aarh. saa vidt heri, at
den Disciplin, der uddannedes af den. Typologien, i høj Grad
er kommen i Miskredit. Den gammeltestamentlige Aabenbaring
1
86
L. Glahn.
’ ) Tf. Bähr 1, 4 ff. (1837).