203 / 390
192
L Glahn.
Ex. 32, 30 ff. regnes (54), siger Ritschl (185), at de »nehmen
kaum eine andere Stelle ein, als die Opfer der Heiden«, der
snart søge at opnaa Gudernes G un st, snart at afvende deres
Vrede; dog have hine extraordinære Ofre det forud for disse,
at de udtrykke Beredvilligheden til at forny Pagten med Gud.
Da nu Frafaldet bestandig gjentog sig, dannede der sig hos
Profeterne og Salmisterne den Grundsætning, at Herren for
sit Navns Skyld, o : fordi han i det hele havde aabenbaret
sig for Pagtsfolket, vilde vise Langmodighed mod dette og lige-
saa mod de enkelte, der oprigtig angrede og bragte som Ofre
»en sønderknust Aand« (SI. 51, 19). Saaledes findes i g. T. to
Trin af religiøs Ordning og Reflexion, som afvige fra hinanden
i Vurderingen af Synden og i Forestillingen om Syndstilgivelsen,
idet Loven knytter Tilgivelsen af Forseelsessynder til Frem-
bærelsen af Ofrene, men ikke forbeholder Synden af Trods,
»med ophøjet Haand«, nogen Tilgivelse, Num. 15, 27—31. De to
Lag, det ældre mosaiske og det yngre profetiske, afvige saa
ledes fra hinanden i hele Opfattelsens Temperatur (52 ff.).
Den her omtalte Dobbelthed strækker sig trods Ritschls
lejlighedsvise Bemærkning S. 52, at de to Trin »zwar in der
leitenden Idee Gottes ubereinstimmen«, ganske tydelig ogsaa
ind i Gudsbegrebet, særlig i Opfattelsen af Guds Hellighed og
Vrede, saa at man spørger, om dette virkelig er g. T.s Guds
begreb. og Syndsbegreb. Tværtimod, g. T. fastholder uden
Vaklen den ethiske Grundbetragtning, hvorpaa der bygges lige-
fra Gen. 1—3, hvor Gud ikke viser sig i »Erhabenheit«, for
tærende, hvad han selv har skabt, og hvor Menneskets F rygt
for Gud er en Følge af dets Frafald, Synden. Hele g. T.s Tale
om Syndens Almindelighed paa den ene Side, f. Ex. 1 Kg.
8, 46. SI. 14,1—3. 130,3. 143, 2. Job. 14, 4. Præd. 7, 20,—hvortil
svarer Erkj endelsen af, at Døden ikke er fra Gud, men har
faaet Indgang ved Menneskets Fald, Gen. 1,31 sml. 2, 17, Visd.
1, 13. 2, 24, — og paa den anden Side om, at Gud tager Bolig i
Folket, som selve Helligdommen viser, og netop Leviticus i rene
Ord fremhæver 26, 11—12, jf.Jerem. 31, 33—34, — er uforenelig