208 / 390
Hvorledes dette end forholder sig, beror Ofret i ethvert Fald
paa en naturlig religiøs Følelse i det gudbilledlige Anlæg hos
Mennesket, om end i en barnlig Form, og det kunde derfor
tænkes, at det ved en Akkomodation fra Guds Side var be
holdt i Israels Opdragelse, som noget, der kunde ledes ind i
Aabenbaringens Formaal. Kun en saadan Akkomodation, der
anerkjender det gudbilledlige Anlæg som Ofrets Naturgrund,
kan forenes med den høje Betydning, g. T. tillægger Ofret som
Led i den Gudstjeneste, der finder Sted i en Helligdom, hvis
Forbillede vises Moses paa Bjærget, Ex. 25, 40. Kirkefædrene
udtale oftere den Tanke, at det er som en Indrømmelse til Folkets
hedenske Skikke, det ikke kunde rives bort fra, at Ofrene sank
tioneres, saaledes T ertu llian : ad duritiem cordis eorum, pro
consuetudine pessima, qua imbuti fuerant in Aegypto, og især
Chrysostomus, der sammenligner Stjærnen i Mt. 2 og siger om
Ofrene: sed Deus ad errantium salutem per hæc quidem se coli
passus e s t1). Denne Theori gjennemføres senere hos Mose
b. Maimon og Spencer, der søge at forene den med Tanken
0111 en systematisk Opposition mod de hedenske Skikke i
Valget af Offerdyr o 1. Den maa imidlertid kaldes uskrift-
mæssig, som det ses ved Sammenligning med f. Ex. Akkomo
dationen overfor Polygamiet eller Skilsmisse, der »for Hjærternes
Haardheds Skyld« ikke forbydes, men begrænses; derimod for
bydes alle hedenske Former af Kultus, og Loven indskrænker
sig ikke til at tillade Ofrene, men befaler dem udtrykkelig. Den
Akkomodation, der kan tales om, gjælder derfor ikke Indholdet,
men Formen, idet Aabenbaringen afpasses efter Oldtidens sym-
bolsk-billedlige Tænkemaade2).
*
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
ig y
eller anden Maade) at beklæde Menneskene med dræbte Dyrs Skind. Jf. Hof
mann, 2 75; Thiersch, Genesis, 37, dansk Udg. 1873. Delitzsch, Neuer Commentar
über die Genesis 1887, S. 112 . Tappehorn, Erklärung der Genesis 1888 (Paderborn),
S. 94. J) Outram, 14— 15, der selv lader det være, som det vil, men føjer til:
illud minime dubitandum, quin Deus sacrificia Mosaica eo consilio institueret,
ut magnum Christi sacrificium sacrificiis illis adumbraret. 2) Jf. Bähr I, 32 ff, iste
Udg. og Keil 69 ff.