Previous Page  208 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 208 / 390 Next Page
Page Background

Hvorledes dette end forholder sig, beror Ofret i ethvert Fald

paa en naturlig religiøs Følelse i det gudbilledlige Anlæg hos

Mennesket, om end i en barnlig Form, og det kunde derfor

tænkes, at det ved en Akkomodation fra Guds Side var be­

holdt i Israels Opdragelse, som noget, der kunde ledes ind i

Aabenbaringens Formaal. Kun en saadan Akkomodation, der

anerkjender det gudbilledlige Anlæg som Ofrets Naturgrund,

kan forenes med den høje Betydning, g. T. tillægger Ofret som

Led i den Gudstjeneste, der finder Sted i en Helligdom, hvis

Forbillede vises Moses paa Bjærget, Ex. 25, 40. Kirkefædrene

udtale oftere den Tanke, at det er som en Indrømmelse til Folkets

hedenske Skikke, det ikke kunde rives bort fra, at Ofrene sank­

tioneres, saaledes T ertu llian : ad duritiem cordis eorum, pro

consuetudine pessima, qua imbuti fuerant in Aegypto, og især

Chrysostomus, der sammenligner Stjærnen i Mt. 2 og siger om

Ofrene: sed Deus ad errantium salutem per hæc quidem se coli

passus e s t1). Denne Theori gjennemføres senere hos Mose

b. Maimon og Spencer, der søge at forene den med Tanken

0111 en systematisk Opposition mod de hedenske Skikke i

Valget af Offerdyr o 1. Den maa imidlertid kaldes uskrift-

mæssig, som det ses ved Sammenligning med f. Ex. Akkomo­

dationen overfor Polygamiet eller Skilsmisse, der »for Hjærternes

Haardheds Skyld« ikke forbydes, men begrænses; derimod for­

bydes alle hedenske Former af Kultus, og Loven indskrænker

sig ikke til at tillade Ofrene, men befaler dem udtrykkelig. Den

Akkomodation, der kan tales om, gjælder derfor ikke Indholdet,

men Formen, idet Aabenbaringen afpasses efter Oldtidens sym-

bolsk-billedlige Tænkemaade2).

*

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

ig y

eller anden Maade) at beklæde Menneskene med dræbte Dyrs Skind. Jf. Hof­

mann, 2 75; Thiersch, Genesis, 37, dansk Udg. 1873. Delitzsch, Neuer Commentar

über die Genesis 1887, S. 112 . Tappehorn, Erklärung der Genesis 1888 (Paderborn),

S. 94. J) Outram, 14— 15, der selv lader det være, som det vil, men føjer til:

illud minime dubitandum, quin Deus sacrificia Mosaica eo consilio institueret,

ut magnum Christi sacrificium sacrificiis illis adumbraret. 2) Jf. Bähr I, 32 ff, iste

Udg. og Keil 69 ff.