213 / 390
202
L. Glahn
som i det unøjagtige Udtryk, at Christus har forsonet Menne
skenes Synder. Jf. Listov, 321—22. Ritschl mener S. 200, at
Ordet »siihnen« tjener kun til at stifte Forvirring; men det maa
tværtimod kaldes en god Gjengivelse og forsvares af Riehm S.
87 f. »Sünen« betyder ifølge ham oprindelig: at skaffe det rette
Forhold igjen, enten ved Dom (sonan i det gamle Sprog =
dømme) eller ved, at Straffen lides (Forbryderen soner sin Skyld),
eller ved Fredsstiftelse (f. Ex. mellem Ægtefolk). Anvendt paa
Forholdet til Gud er det altsaa: at bringe det ved Synden for
styrrede Forhold tilbage, jævne Misforholdet, bringe til Enig
hed. Og naar Sprogbevidstheden med Soning sammenknytter
Forestillingen om, at der ogsaa for Gud indtræder en Foran
dring i Forholdet, ja endog tænker paa en stedfortrædende
Lidelse eller Fyldestgjørelse, da er ogsaa dette, siger Riehm, i
Overensstemmelse med “53.
Vi gaa nu, efter at have berørt Soningens ethiske Forud
sætninger, Ofrets centrale Stilling og Soningsudtrykket, til det
nærmere om Ofret som Soningsmiddel.
Ordet Offet kommer af det latinske offerre, at frembære,
nemlig Gaver, og samme Betydning ligger i det græske
ngoocpogd.
Hertil svarer ganske sihitt af r ø at give, som i det rituelle
Sprog har faaet den techniske Betydning af ublodigt Madoffer,
men i det daglige Sprog har beholdt sin almene Betydning Offer
gave, saaledes Gen. 4, 4. 1 Sam. 2, 17. Tanken heri er altsaa:
en Gave til Gud. Det samme er Betydningen af det Ord, som
i Offersproget blev Fællesnavnet for Ofrene, nemlig -p ip at
5 -npii bringe nær. Det er ikke noget, som bringer den ofrende
nær til Herren, (Bahr, 198), men det, som bringes nær, jf. Num.
9
i
x3 > LXX oversætter det stadig
doigov,
Gave, hvortil svarer i
n. T. Mk. 7, 11. Mt. 5, 23 f. 8, 4. 23, 18 f. Derimod ligger
det i Sagen selv, d. v. s. Herrens Modtagelse af Gaven, at den
ofrende nu opnaar Adgang til Gud. Tanken om en Gave til
Gud ligger ogsaa i 'ih'p
n t o
Ex. 28,38, idet ogsaa Ofrene høre