204
L. Glahn.
dette er Guds Nærværelses Sted i potenseret Grad (Ex. 20, 24),
og med dem foregaar den daglige Gudstjeneste. Om dem har
Sproget ogsaa et særligt Ord --¿ja, Ildoffer. Resultatet er der
for, at ethvert Offer er Gave til Gud, men ikke omvendt, og at
O f r e t i e g e n t l i g F o r s t a n d er: en Gave af noget, der er
Menneskets nærmeste Ejendom, som bringes paa Alteret for helt
eller delvis at fortæres af Ilden, hvorved den tilegnes Gud per
sonlig. Ofret maa staa i saa nær Forbindelse med Mennesket,
som muligt, og bringes saa nær til Gud, som muligt. Det for
holder sig med Offerbegrebet som med sacramentum. Det al
mindelige er at tage Ofret i den anførte, snevrere Betydning, f.
Ex. Bahr 189, Kurtz 44, Oehler i Realencyklopådie 29, Dill-
mann 376, Fairbairn 323 f., Kalisch 55. Om disse Ofre, und
tagen Synd- og Skyldofre, bruges det dristige Udtryk »Guds
Brød« rn rrb n w anb f. Ex. Lev. 3, n . 21, 6. Ez. 44, 7.
Mal. 1, 7, og Offerduften kaldes »en velbehagelig Duft for
Herren« fiiHT? ttrPD r p ^ saaledes Lev. 1, 9, ogsaa ved Synd-
oirene enkeltvis Lev. 4, 31; det svarer til
»til Velbehag
for ham« (den ofrende) Lev. 1, 3, om hele Offerhandlingen,
hvilket Udtryk bruges ved Brændofrene og Takofrene, ogsaa
ved de hellige Gaver under ét (Ex. 28, 38), men ikke ved Son-
ofrene, der »nur Begnadigung, noch nicht Gottes Wohlgefallen
bewirkten« (Dillmann, 390). Hvor bogstavelig de to første Ud
tryk skulle forstaas, afhænger af Gudsbegrebet. A t det hos
hedenske Folk undertiden tages bogstavelig, er sandt, men selv
hos dem er det ofte uegentligt; g. T. afviser ligefrem i SI. 50,
13. Es. 1, n den raa Forestilling, og allermindst kunde man
i selve Loven vente eller forstaa saadanne Ting, da Udtrykkene
tilmed paa ingen Maade undgaas, men findes mange Gange,
og mon Ezechiel og Malachias have glemt, at Gud ikke er som
) Skuebrødene i det hellige brændes vel ikke selv, men staa paa Overgang
til Ildofrene, lord i Røgelsen, hvormed de vare bestrøede, brændtes paa A lteret
i det hellige Lev. 24, 7; jf. Dillmann, 379.