210 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
199
(Baudissin, som Ritschl støtter sig paa i Fremstillingen af Guds
Hellighed, anerkjender, at ogsaa indenfor den gudstjenstlige
Ordning Synden fremherskende er det, som gjør Dækning nød
vendig, se Orelli 176). Sammentrængt Oversigt hos Dillmann
423—25. I den religiøse Brug af
maa imidlertid skjelnes
mellem to Rækker af Steder, eftersom det er i e l l e r u d e n f o r
G u d s t j e n e s t e n . I sidste Række er i Regelen Gud Subjekt,
Synden O b jek t; i Kultus er Præsten Subjekt og ikke Synden, men
Synderen, Objekt. Formelen irNEn
by vby
“>£3 (Lev. 4, 35 og
oftere) gjør ingen Undtagelse, da det andet
by
paa Grund af det
parallele Udtryk “r&iiprt'a (f. Ex. Lev. 4, 26) maa forstaas kausalt,
ikke lokalt. Tillige maa fremhæves, at i Kultus tales om
Synder TOS"452 i Vildfarelse, uforsætlig, for hvilke der ofres,
medens der i Salmerne f. Ex. 65, 4. 78, 38. 79, 9 og hos Pro
feterne f. Ex. Jer. 18, 23, Ez. 16, 63 tænkes paa Synden i det
hele, selv hvor der er sket Pagtsbrud. Naar disse Forskellig
heder skulle bedømmes, er det klart, at den første er rent for
mel; hele Forandringen er, at udenfor Kultus staar abstractum
pro concreto, Synden for Synderen, og at der i Kultussproget
standses ved Mellemmanden, Præsten, hvilket simpelt forklares
ved, at det her ikke drejer sig om en Soning, der umiddelbart
stiftes af Gud, men om en regelmæssig bestaaende, én Gang
for alle indrettet Ordning. Slægtskabet mellem de to Rækker
viser sig i en, om man vil, tredje Række, som hverken hører
til den regelmæssige Gudstjeneste eller til Soningen uden ydre
Formidling, saaledes Mose Soningsforsøg Ex. 32, 30, Aarons
Forligelse for det knurrende Folk efter Korahs Undergang Num.
17, 11. 12 (Dsk. Ov. 16, 46. 47), Pinehas’ Nidkjærhed Num. 25,
13; her er det alle tre Steder under Pagtsbrud fra Folkets Side
og dog med personlig Formidling, og Num. 16 tilmed i For
bindelse med den hellige Røgelse; altsaa er Subjektet, men til
lige Objektet (Menigheden), som i Offersoningen. Det forundrer
en derfor ikke at læse i 1 Sam. 3, 14, at Elis Huses Misgjer-
ning skal ikke blive sonet med Slagtoffer eller Madoffer til evig
Tid; Sønnernes Brøde er saa forargelig, at den ikke kan til-