216 / 390
Soningen
i
den gammeltestamentlige Offerkultus.
et Menneske? Allerede det første Sted, hvor der tales om
nrp3
(Gen. 8, 21), lyder den bibelske Beretning trods det
realistiske i Billedet dog helt anderledes rent end den tilsvarende
babylonske Syndflodsberetning, hvor det hedder: »Guderne
lugtede Duften, Guderne lugtede den gode Duft. Guderne
samlede sig ligesom Fluer over Ofrene«*). Selv i n. T.
siger Paulus, at Christus hengav sig som en Gave og et
Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Duft, Ef. 5, 2. Nærmere
herom hos Bähr 269 ff, Tholuck 74 ff. og Kleinert 453
ff. Den sidste gjør opmærksom paa, at Skuebrødene ved
deres Navn
nnb (Ex. 25, 30) skilles fra ¡næ» DH.b, og
føjer til: »Der Sinn Gottes — um aus der kindlichen Auschau-
ung herauszureden, die diesen Opfern zu Grunde liegt, — der
bei dieser Gattung in Betracht kommt, ist nicht der Geschmack,
nicht einmal der Geruch, sondern lediglich das Gesicht; das
Bedürfnis kein physisches der Natur Gottes, sondern ein ethisches
der Wahrnehmung Gottes«.
G. T. giver ikke nogen Theori om O frene; de bestaa jo
med Undtagelse af de egentlige Sonofre, som indførtes ved
Moses, allerede forud for den sinaitiske Lovgivning; derimod
bestemmes deres Ritus meget nøje og forskjellig, saa det er
gjennem dens Billedsprog i Forening med Offerarternes Navne
og Lovens hele Aand, at man maa finde Betydningen; dog er
der ogsaa nogle vægtige Udsagn, netop om Soningen.
De forskjellige Ofre beskrives samlede i Lev. 1—7; desuden
findes spredte Bestemmelser hertil en Del Steder i Lev. og
Num .; men af større Betydning end disse Tilføjelser ere de sær
lige Ofre ved enkelte fremragende Lejligheder, nemlig Paaske-
ofret i Æ gypten Ex. 12, Pagtsofret ved Sinai Ex. 24, Præsternes
Indvielse sammesteds Lev. 8 og den aarlige Forsoningsdags Ofre
Lev. 16. Hertil maa føjes Lev. 17, 11 om Blodets Betydning
og Num. 15, 22—31 om Grænsen for Soningen.
■) A . Sayce, Talende Stene, 25 (Dsk. Udg. 1888).