219 / 390
208
L. Glahn.
En Modifikation heraf er Dillmanns Forklaring, at der tænkes
paa Freden mellem Deltagerne, altsaa Venskabsmaaltid, hvilket
han støtter paa 7, n , hvoraf skal fremgaa, at der ogsaa gaves
ET'abu} fQT, der ikke var for Herren, men blot en Slagtning, for
bunden med et Venskabsmaaltid. Selv om saa var, maatte
dog her, hvor det er for Herren, dette Offerhensyn ligge i Navnet,
hvilket bestemt ses af de tre Underafdelinger Kap. 7, 12. 16,
nemlig pnifi Fovprisningsoffer (Takofret i snevrere Forstand,
for Velgjerninger, Herren har vist imod en), T75 Løfteoffer (som
er Takken for en Glæde, man beder om, eller for Afvendelsen
af en Ulykke, man har frygtet eller endnu kunde frygte, jf.
Dom. 20, 26. 21, 4. 2 Sam. 24, 25) og m “3 Frivillighedsoffer
(hvor Takken er Hjærtets Ytring uden saa bestemte Anled
ninger). Begrebet Tak og Erkjendtlighed mod Herren er alt
saa let at gjennemføre ved alle tre A rter; derfor er den tredje
Oversættelse af □’ftfUj ¡"137 ved Takoffer (Luther) vist den rigtige,
jf. Josefus’
d-vata /aQioT^Qta,
Bähr og mange andre. Ordet
afledes da af Piel
og denne Opfattelse bestyrkes ved Ud
trykkene “773 aVjj SI. 22, 27. Hos. 14, 3 og rn ifi aVdi SI. 56,13.
Medens Mad- og Drikofret og Offermaaltider snarest have
en Del Fællesskab med de andre Folks Skikke, saa vidt det
forskjellige Gudsbegreb tillader, var allerede Brændofrets cen
trale Stilling ejendommelig. Mosaismens P'orskjel fra Heden
skabet viser sig særlig i den Alvor, der gjøres af Guds Hellig
hed. Derfor er det i sin Orden, at der her findes en tilsvarende
Følelse af dens Ukrænkelighed og en Trang til at forsone den,
som Loven imødekommer ved den sidste Klasse af Ofre, Synd
ofret og Skyldofret, der med et fælles Navn kunne kaldes Son-
ofrene, som kulminere i den aarlige Forsoningsdag. I en Sam
menligning med Parsismen kalder Schürer, der anerkjender dennes
Dybde i Syndsbevidstheden, Sonofret »die zarteste Blüte des
alttestamentlichen Opfercultus« (Riehms Handwörterbuch, 1172).
Dets Fortrin er, at det paa en Gang fastholder, at noget maa
træde imellem Gud og Mennesket, og dog ikke tager sig ud
som noget, der virkelig kan gjøre Skaden god, som Selvpinsler,