217 / 390
206
L. Glahn.
I Lev. i —7 omtales fem Slags Ofre. Der begyndes Kap.
i med det anseligste, B r æ n d o f r e t , der bragtes hver Morgen og
Aften (Ex. 29, 38) som det regelmæssige Offer, og som over
hovedet var det ældste og det, der fuldkomnest udtrykte Ideen
om Hengivelsen til Gud, idet man her brændte a l t ; det fandtes
ganske vist ogsaa hos andre Oldtidsfolk, men mere sporadisk,
medens det i Jødedommen var saa fremherskende, at Theofrast
fejlagtig siger, at Jøderne holdt ikke Offermaaltider, jf. Dill-
mann 389. Lev. 1 viser, at Oxer, F aar og Geder (Handyr)
eller Turtelduer og unge Duer anvendtes; ved den regelmæssige
Gudstjeneste var det et Lam Morgen og et Lam Aften. Dets
Navn er
der næppe med Ewald (64) og Schultz (342) skal
afledes af et fingeret
biy
brænde, men, som Udtrykket
riby iibyn
tyder paa, af
nby
stige op , altsaa: det, der stiger op mod
Himlen i Offerrøgen, eller: det, der stiger op paa A lteret; vel
er ingen af Delene charakteristisk for dette Offer i Modsætning
til de andre, men derimod nok charakteristisk for Handlingen
i og for sig; da andre Ofre fremkom, er Navnet saa blevet bi
beholdt om dette ældste Offer; »det, som stiger op«, nemlig fra
Alteret mod Himlen, er det naturligste og stemmer med de flestes
Opfattelse. Kap. 2 omtales nnya M ad o ffer, fint Hvedemel eller
Bagværk eller ristet Korn, med Tillæg af Olje, Røgelse og Salt,
hvilket sidste hørte til alle Ofre (jf. Mk. 9, 49) paa Grund af
dets bevarende Kraft, »Pagtssalt« Lev. 2, 13, almindeligt Sym
bol ogsaa hos de andre Oldtidsfolk (mola salsa); derfor tales og
saa om en ubrødelig Pagt i Udtrykket »en evig Saltpagt«
Num. 18, 19, jf. 2 Krøn. 13, 5. Olje og Røgelse ere forædlende
Ingredienser. I Modsætning til Saltet, der krævedes, vare
Surdej og Honning bandlyste fra Alteret Lev. 2, 11—12,
medens Honning hos andre Folk netop var yndet ved Offer
tjenesten. Begge ere gjærende Stoffer (af irs'i, Honning, dannes
i Talmud Verbet
blive gjærende, blive sur), hvortil Tanken
om det, der fordærves, knytter sig, saa de blive Symboler paa
det urene, jf. Ex. 12,15. 1 Kor. 5,6 ff. Lk. 12, 1. Andre ville,
mindre sandsynlig, ved Honning tænke paa det søde og sanse-