222 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
2 1 1
her blot, at Lovens Alvor er det, der træder frem ved disse
Paabud om Synd- og Skyldofre ligesom i de beslægtede Renselser
medVand. Man skal ikke saa meget tænke paa, at de tillades
(i Modsætning til Straf), som paa, at de befales (i Modsætning
til Ligegyldighed).
»Vier Ideen« er det altsaa, med Ord af R inck1), »um
welche sich der mosaische Opferdienst dreht, in denen er sich
in viererlei Opfern individualisirt. Die Hingabe und das Empor
steigen zu Gott als die Grundidee alles Opferns prägt sich in
dem Hauptopfer, dem Brand- und Speiseopfer, aus, die Idee
des Siindopfers ist die Versöhnung mit Gott, die des Schuld
opfers das Genugthun und die des Dankopfers das Loben, Danken
und Theilnehmen«. Offergaven skal takke og prise Gud, men
tillige gjenoprette Fredsforholdet, sonende dække det syndige,
dog selvfølgelig ikke ved, hvad den er i sig selv, men som det
dertil givne Naademiddel. Dette er i fuldeste Harmoni med
hele Lovens Aand, der altid kræver Hellighed, for at Israeliten
kan nærme sig Herren. Det sonende ligger til Grund i alle
disse Ofre, som det kommer til Orde i Ez. 45, 17. 1 Sam. 3, 14.
Lev. 1,4.
Det er efter dette en noget overraskende Sætning hos
Hofmann S. 215, at »man sollte sich doch gestehen, dasz in
den mosaischen Opfergesetzen von einer Gesinnung, welche
gefordert würde, nichts zu lesen ist, sondern den gebotenen
Darbringungen an und für sich eine Wirkung des Sühnens zu
geschrieben wird«. Disse Ord kunne være et Korrektiv mod
at oversé Forskjellen mellem n. T. og g. T., men undgaa ikke
den modsatte Yderlighed. Ikke engang et argumentum a silentio
kan gjennemføres. Hvad Billedsproget sigter henimod, lægger
sig for Dagen i Lev. 16, Gudstjenestens Hjærte, hvor der V.
21 kræves Bekjendelse af »alle Israels Børns Misgjerninger og
alle deres Overtrædelser i alle deres Synder« og fra Folkets
') Theol. Stud. und K rit. 1855, 376.
14*