228 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
2 17
skulle I vorde rene for Herrens Ansigt«. Til denne Bøn
svarede Folket tilligemed Præsterne: »Lovet være hans Riges
herlige Navn i Evigheders Evighed«. Den Bekjendelse, der
brugtes ved de private Syndofre, er en Gjenldang heraf: »Ak
H e rre ! jeg har syndet, handlet ilde, gjort Misgjerning, gjort
baade det og det; men nu angrer jeg, og lad dette (Offerdyret)
være min Soning«. Saaledes Maimonides, der siger, at Synds
bekendelse fandt Sted ved Synd-, Skyld- og Brændofret, men
formoder, at der ved Takofret snarere brugtes en Lovprisning.
Om det sidste kan der vel tvivles, da Takofret ogsaa er sonende
ligesom de andre; men det bragtes i ethvert Fald først efter
mere direkte Soningsofre, idet Rækkefølgen ved sammensatte
Offerhandlinger var: Skyldoffer, Syndoffer, Brændoffer, Tak
offer, Madoffer1). En Syndsbekjendelse har altsaa hørt til
Ofret, da et Brændoffer altid hørte til Offerhandlingen2).
Efter Haandspaalæggelsen fulgte S l a g t n i n g e n (nzptTJ!),
hvor unødvendig Pine blev undgaaet. Den skulde ved Brænd-,
Synd- og Skyldofre finde Sted ved Nordsiden af Alteret Lev.
1, 11. 6, 18. 7, 2 , medens efter Talmud Takofret ogsaa
slagtedes andre Steder i Forgaarden; dog vare hele Menig
hedens Takofre ligestillede med de førstnævnte. Nordsiden
maa formodentlig symbolisere det alvorlige og glædeløse ved
Dyrets Død, idet "jiES betyder Norden som den dunklere Mid
natsside. Jf. Tholuck S. 90 og Oehler i Realencyklopådie. Den
ofrende slagtede selv; dog krævedes det ikke strængt, men
kunde f. Ex. ved Paasken overlades til Leviterne (2 Krøn. 35
11); Fremførelsen og Haandspaalæggelsen var jo allerede en
Tilkjendegivelse fra hans Side. Hvad betød nu Slagtningen ?
»Die Bedeutung derselben kann nicht zweifelhaft sein. Denn
der Tod ist . . . schon nach 1 Mos. 2, 17. 3, 19, vgl. Ps. 90,
7 ff. der Siinden Sold«, svarer Philippi, 252. Skjønt »manche«
*) N ogle Steder nævnes Brændofret før Syndofret, f. Ex. Num. 6, 14,
men V . 16 kommer det sædvanlige. Jf. D illm ann til Stedet.
2) Nærmere
om Bønnerne ved Haandspaalæggelsen hos Outram 166 ff.