Previous Page  232 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 232 / 390 Next Page
Page Background

(“53? 125533 fcWn Q"?l Tp). A t oversætte: Blodet soner for Sjælen,

som tidligere var almindeligt efter LXX, Vulg. og Luther, og

som nogle endnu fastholde f. Ex. Hengstenberg 6 og Ewald

51, er forkert; thi 2 ved ^53 er kun Stedets (ogsaa 16, 17. 27)

eller Midlets Betegnelse, medens Soningens Gjenstand udtrykkes

ved "“9 eller “3’3 eller i Akkusativ. Her maa det være Midlet,

altsaa ligefrem: ved Hjælp af, eller som Hofmann S. 239 Beth

essentiæ: i Egenskab af Sjæl, dog ikke sandsynligt, fordi Beth

essentiæ ellers staar uden A rtikel1), og fordi »Blodet soner i

Egenskab af Sjæl eller Liv« vilde faa et materialistisk Skjær,

som her netop skal undgaas. Blodet soner, dog ikke ved selve

Stoffet, men ved det Liv, det er Bærer af, men som ikke er

en Egenskab ved det. E t andet, ogsaa uvæsentligt, Spørgs-

maal er, om V. 11 angiver to eller kun én Grund til Forbudet,

altsaa om Meningen er: I maa ikke spise Blod; thi for det

første er Dyrets Liv, som Mennesket skal respektere (Gen. 9, 4),

indeholdt deri, og for det andet er det bestemt til Soning paa

Alteret, altsaa Hensyn baade til Blodets Væsen og Bestemmelse,

dets oprindelige og dets ved Brugen afledede Hellighed; eller

om maaske Sætningsbygningen er parataktisk, som saa ofte

paa Hebraisk (SI. 28, 1), saa at det i syntaktisk Konstruktion

vilde hedde: thi jeg har, fordi Kjødets Sjæl er i Blodet, givet

eder det paa Alteret o. s. v. Da Sammenhængen i V. 10—11

ikke har noget Hensyn til Dyret som saadant, men først V.

13—14, er det sidste vel det rimeligste; hvis begge Motiver

anførtes, maatte man have ventet □37. Indholdet af Stedet er

rigt: Blodet er Midlet, hvorved der opnaas Soning, som an-

gaar Menneskets Liv og er en Naade af Gud, der ved at

knytte den til Livet i Blodet har valgt et Middel, der ikke er

tilfældigt eller vilkaarligt. TPira staar muligvis som ■¡n3 Lev.

1)

Delitzsch, Biblische Psychologie 18612 S. 239 omtaler, at det findes

ved Egennavne og ved A ppellativer med Suffix, altsaa muligvis ogsaa ved A r­

tiklen, men tillige, at der her ikke er Grund til at antage det.

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

221