232 / 390
(“53? 125533 fcWn Q"?l Tp). A t oversætte: Blodet soner for Sjælen,
som tidligere var almindeligt efter LXX, Vulg. og Luther, og
som nogle endnu fastholde f. Ex. Hengstenberg 6 og Ewald
51, er forkert; thi 2 ved ^53 er kun Stedets (ogsaa 16, 17. 27)
eller Midlets Betegnelse, medens Soningens Gjenstand udtrykkes
ved "“9 eller “3’3 eller i Akkusativ. Her maa det være Midlet,
altsaa ligefrem: ved Hjælp af, eller som Hofmann S. 239 Beth
essentiæ: i Egenskab af Sjæl, dog ikke sandsynligt, fordi Beth
essentiæ ellers staar uden A rtikel1), og fordi »Blodet soner i
Egenskab af Sjæl eller Liv« vilde faa et materialistisk Skjær,
som her netop skal undgaas. Blodet soner, dog ikke ved selve
Stoffet, men ved det Liv, det er Bærer af, men som ikke er
en Egenskab ved det. E t andet, ogsaa uvæsentligt, Spørgs-
maal er, om V. 11 angiver to eller kun én Grund til Forbudet,
altsaa om Meningen er: I maa ikke spise Blod; thi for det
første er Dyrets Liv, som Mennesket skal respektere (Gen. 9, 4),
indeholdt deri, og for det andet er det bestemt til Soning paa
Alteret, altsaa Hensyn baade til Blodets Væsen og Bestemmelse,
dets oprindelige og dets ved Brugen afledede Hellighed; eller
om maaske Sætningsbygningen er parataktisk, som saa ofte
paa Hebraisk (SI. 28, 1), saa at det i syntaktisk Konstruktion
vilde hedde: thi jeg har, fordi Kjødets Sjæl er i Blodet, givet
eder det paa Alteret o. s. v. Da Sammenhængen i V. 10—11
ikke har noget Hensyn til Dyret som saadant, men først V.
13—14, er det sidste vel det rimeligste; hvis begge Motiver
anførtes, maatte man have ventet □37. Indholdet af Stedet er
rigt: Blodet er Midlet, hvorved der opnaas Soning, som an-
gaar Menneskets Liv og er en Naade af Gud, der ved at
knytte den til Livet i Blodet har valgt et Middel, der ikke er
tilfældigt eller vilkaarligt. TPira staar muligvis som ■¡n3 Lev.
1)
Delitzsch, Biblische Psychologie 18612 S. 239 omtaler, at det findes
ved Egennavne og ved A ppellativer med Suffix, altsaa muligvis ogsaa ved A r
tiklen, men tillige, at der her ikke er Grund til at antage det.
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
221