237 / 390
226
L. Glahn.
Dyrelivets Stedfortrædelse behøver ikke at være til Soning,
ligesom Ofret i det hele ikke efter sit Væsen er Soning. Ofret
er efter sin Idé, bortsét fra Synden, det ydre Symbol paa, at
Mennesket indvier sig selv til Gud ved at udskille sit Liv fra
andre Formaal og helt hengive sig til hans Tjeneste. Saaledes
maa ogsaa i Symbolet et negativt og et positivt Moment træde
frem1). Forbilledet paa denne Hengivelse er Gen. 22, hvor
Isaak er det dyrebareste af alt for Abraham, og hvor Vædderen
er det stedfortrædende Symbol, men ikke sonende. Hverken
Soning eller præstelig Formidling behøves. Anderledes med
Ofret under Syndighedens Vilkaar; her maa det indledes med
Soning og bringes frem under Præstens Helligelse af Gaven; i
hele Handlingen maa noget rent træde imellem Mennesket
og Gud.
Ofrene i den patriarchalske Tid ere ikke fremmede for
Soningstanken, jf. Job i, 5. 42, 8. Følelsen af Adskilthed fra
Gud har præget alle det faldne Menneskes Ofre og har uden
for Aabenbaringen fremkaldt den hedenske Mistænksomhed
overfor Guderne.
Men først med Moses indtræder, samtidig
med Lovens Fordring, Soningstanken i sit andet Stadium, hvor
den bevidst gjøres til Ofringens Indledning, og hvor en særlig
Klasse Sonofre oprettes. Hofmann, hvis hele Fremstilling af
de theokratiske Ofre er svækket i Henseende til Soningens
Skarphed, saa at de for meget nærme sig de formosaiske, vil
mene, at der allerede i den formosaiske Tid har været Synd
ofre hos Patriarcherne ligesom Brænd- og Takofre (225). Tavs
heden derom og Lovens strængere Syndsbevidsthed gjør det
usandsynligt, og Ex. 24 med Pagtsofret, der er Overgangen fra
Fortiden til Theokratiet, men som ikke har noget særligt Synd
offer, er et direkte Bevis herimod; thi Soningen, som er uund
værlig forud for Synet af Israels Gud (V. 10 f), udføres her
ved Blod af de andre Offerarter.
') J f L Madsen, De Christnes aandelige Præstedømme, 110.