Previous Page  235 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 235 / 390 Next Page
Page Background

224

L. Glahn.

sonende, og det ved alle Ofre, og at denne Soning er noget

høj vigtigt, siden Udryddelse bliver Følgen af en blot indirekte

Profanation af Alterblodet. A t det er den superlative Soning,

giver Stedets vægtige Klang en Følelse af, der bestyrkes ved

den torholdsvise Tavshed om andre Sonemidler, og Beviset

sluttes ved Blodets P'remhævelse i Syndofrene, hvor det netop

gjælder om det stærkeste Sonemiddel. Men tilbage staar Spørgs-

maalet, hvad særligt der er ved Blodet, som gjør det skikket

til at dække Synderen. A t Blodet soner ved Livet, er kun et

indirekte Svar; thi hvorved soner da Livet?

P'orstaaelsen maa hentes udfra det ioregaaende af Offer

handlingen og Lovens hele Aand. Alt har fra først stilet hen-

paa det Punkt, vi staa ved. Stedfortrædelsen var allerede for­

beredt ved Valget at et levende, med Mennesket dog nogen­

lunde beslægtet Væsen, og dettes ydre Lydeløshed tydede paa,

at det drejede sig om at tilfredsstille Guds Helligheds Krav.

\ ed Haandspaalæggelsen bliver Dyret paa retslig Vis gjort til

den ofrendes Organ og Stedfortræder. Saa følger Slagtningen

og hurtig efter den Blodsprængningen.

Den første nævnes

kort; men med en vis Vægt (i, u . 14, 13) siges der, at den

skal udføres ved Nordsiden af Alteret, hvortil der ikke er

funden anden sandsynlig Forklaring end, at det alvorsfulde ved

Handlingen symboliseres*). Den nærmeste Tanke, som paa­

trænger sig den ofrende2), der søger Soning, er uden Tvivl

denne, at det uskyldige Livs Hengivelse i Døden viser ham

hans Skæbne, som nu Jehovas Naade sparer ham for. »Durch

die Verletzung der Pflicht gegen Gott, also der heiligsten Pflicht,

war eigentlich das Leben des Thäters verwirkt und sollte der

Strafgerechtigkeit Gottes fallen; dies geschah aber nur bei

vorsätzlichen theokratischen Vergehungen; bei unvorsätzlichen

Verfehlungen, die nicht aus bösem Willen hervorgingen, forderte

) Ewalds Mening

(

59

),

at Nordsiden gjaldt fo r den helligste (Ex. 26, 35.

SI. 48, 3. Ez. 1, 4; jf. Es. 14, 13) vilde ogsaa fremhæve Slagtningen. 2) Sml.

Ewald,

50.