224
L. Glahn.
sonende, og det ved alle Ofre, og at denne Soning er noget
høj vigtigt, siden Udryddelse bliver Følgen af en blot indirekte
Profanation af Alterblodet. A t det er den superlative Soning,
giver Stedets vægtige Klang en Følelse af, der bestyrkes ved
den torholdsvise Tavshed om andre Sonemidler, og Beviset
sluttes ved Blodets P'remhævelse i Syndofrene, hvor det netop
gjælder om det stærkeste Sonemiddel. Men tilbage staar Spørgs-
maalet, hvad særligt der er ved Blodet, som gjør det skikket
til at dække Synderen. A t Blodet soner ved Livet, er kun et
indirekte Svar; thi hvorved soner da Livet?
P'orstaaelsen maa hentes udfra det ioregaaende af Offer
handlingen og Lovens hele Aand. Alt har fra først stilet hen-
paa det Punkt, vi staa ved. Stedfortrædelsen var allerede for
beredt ved Valget at et levende, med Mennesket dog nogen
lunde beslægtet Væsen, og dettes ydre Lydeløshed tydede paa,
at det drejede sig om at tilfredsstille Guds Helligheds Krav.
\ ed Haandspaalæggelsen bliver Dyret paa retslig Vis gjort til
den ofrendes Organ og Stedfortræder. Saa følger Slagtningen
og hurtig efter den Blodsprængningen.
Den første nævnes
kort; men med en vis Vægt (i, u . 14, 13) siges der, at den
skal udføres ved Nordsiden af Alteret, hvortil der ikke er
funden anden sandsynlig Forklaring end, at det alvorsfulde ved
Handlingen symboliseres*). Den nærmeste Tanke, som paa
trænger sig den ofrende2), der søger Soning, er uden Tvivl
denne, at det uskyldige Livs Hengivelse i Døden viser ham
hans Skæbne, som nu Jehovas Naade sparer ham for. »Durch
die Verletzung der Pflicht gegen Gott, also der heiligsten Pflicht,
war eigentlich das Leben des Thäters verwirkt und sollte der
Strafgerechtigkeit Gottes fallen; dies geschah aber nur bei
vorsätzlichen theokratischen Vergehungen; bei unvorsätzlichen
Verfehlungen, die nicht aus bösem Willen hervorgingen, forderte
) Ewalds Mening
(
59
),
at Nordsiden gjaldt fo r den helligste (Ex. 26, 35.
SI. 48, 3. Ez. 1, 4; jf. Es. 14, 13) vilde ogsaa fremhæve Slagtningen. 2) Sml.
Ewald,
50.