236 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
225
Gott das Leben des Sünders nicht, sondern nahm eine Ver
tretung desselben an, welche aber gestellt werden musste, da
mit seiner Gerechtigkeit genug gethan würde. Als Idee des
Siindopfers erscheint also die satisfactio vicaria, die auch sonst
häufig genug im A. T. angetroffen wird«1).
Det, der har gjort denne Opfattelse til den indtil Nutiden
almindelig herskende, er just Følelsen af, at der vilde mangle
noget væsentligt i Soningen, dersom ikke Syndens Regnskab
var opgjort. O f f e r h a n d l i n g e n m a a a f s p e j l e h e l e d e n
g a mm e l t e s t a m e n t l i g e A a n d ; den maa forklares i Lyset af
Guds aabenbarede Væsen. Derfor er det charakteristisk, at der
altid begyndes med Soning. I den mødes de to Grundforhold
fra Guds Side overfor det syndige Menneske, Hellighedens Krav
og Naaden, som allerede træde frem i det første Møde mellem
disse Parter, Gen. 3.
Forbindelsen sker i Stedfortrædelsen.
Ogsaa den antydes i Gen. 3, 15. Den fremtræder gjennem
hele g. T., overalt hvor en enkelts Retfærdighed regnes de med
ham sammenhørende til gode, f. Ex. Moses Ex. 32, 11 ff. (jf.
SI. 106, 23). Sit Højdepunkt naar den som Lidelse for andre.
Tanken herom ligger bagved Mose højsindede Tilbud Ex. 32,
32, at han maatte udslettes af Livets Bog, hvis P'olket ikke
paa anden Maade kunde opnaa Tilgivelse. Ganske vist gaar
Mose Tilbud om fuldstændig Undergang udover, hvad Guds
Retfærdighed kunde tillade (og Moses overvurderede tillige af
Kjærlighed til Folket sin Betydning); men Tanken om en saa-
dan Stedfortrædelse er alligevel udtalt i hans Ord ligesom i
Rom. 9, 3; jf. Kurtz 82 og Riehm 24 f. I Es. 53 fremlyser
den klart og iøjnefaldende, hvorom senere.
I Ofringen ligger Stedfortrædelsen til Grund og har her
faaet fast Udprægning, tilsyneladende rigtignok paa Bekostning
af dens Værdi, fordi det kun er et Dyr, der med sit Liv ind
træder for den ofrendes.
*) O rd af Knobel i Exodus und Leviticus 1857, 379 f.
*!>