231 / 390
220
L. Glahn.
ofres virksomme Fuldbyrdelse1). Særlig Brug af Blodet har
fremdeles Ex. 12 ved Paaskelammet, Ex. 24 ved Pagtslutningen,
Ex. 29. jf. Lev. 8 ved Præsternes Indvielse, og Lev. 14 ved
den spedalske Gjenoptagelse i Samfundet.
I h e l e O f f e r s a m m e n h æ n g e n have disse Begivenheder
beslægtet og ved en indre Plan sammenknyttet Betydning. Blodets
Mysterium begynder Ex. 12, der er Indledning til Ex. 24, For-
skaanelsen er et Løfte om Pagtslutningen; denne specialiceres
med Præsterne, der for Folket skulle sørge for den stadige Ad
gang til Livet, derfor indvies ogsaa de med Blod Ex. 29 jf.
Lev. 8, og den Israelit, der ved Spedalskheden er bleven som
et levende Lig og dermed er udelukket fra Samfundet med
Israels hellige Gud og Broderskab, bestænkes ved Gjenoptagelsen
med Blod, Lev. 14, paa lignende Maade som Præsterne og F o lk e t;
hele Samfundet med Gud bevares ved det stadige Offerblod som
■basis Lev. 1 7, særlig hvor Synden bliver truende Lev. 4—5,
og for at det aldrig skulde glemmes, at der baade trængtes
til og gaves Forsoning, samledes tilsidst hele Aarets Kultus i
den store Forsoningsdag Lev. 16. Hvad Soning angaar, taler
altsaa Offersproget saa tydelig, at det ikke kan misforstaas,
om, at dér er Blodet næsten ét og alt. Den talmudiske
Kanon 3^3
"pN findes allerede i Hebræerbrevet, hvor
det 9, 22 hedder:
y.aiywgig aifiareityvoiag ov ytvsTui u(peotg>
Dertil svarer det hyppige Udtryk, at Blodbestænkelsen er
Ofrets Rod og Grundlag.
Dette rækker imidlertid tilbage til den allerældste Tid,
idet Loven selv derom har det vægtige Udsagn i Lev. 17, 11.
Under Trusel om Udryddelse forbydes det V. 10 enhver Is
raelit eller fremmed, der opholder sig hos dem, at spise Blod.
»Thi«, hedder det V. n , »Kjødets Sjæl er i B l o d e t , og jeg
har givet eder det (Tttr? ^¡sn) p a a A l t e r e t t i l a t s o n e for
eders Sjæle; thi Blodet, det soner ved Sjælen« eller Livet
J) Delitzsch i Handwörterbuch S. 1582 med Henvisning til Zebachim
3 7
a- Jf. Commentar zum Briefe an die Hebräer, 425.