BorchsKollegiums

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

215

kan sluttes imod Brugen af Haandspaalæggelsen; efter sin Be

tydning maa den have været med, som Traditionen altid har

hævdet ligesom de allerfleste Fortolkere; jf. Dillmann 445. At

den derimod udelodes ved Dueofre, forstaas let. Ved de offent

lige Ofre var den ikke absolut nødvendig undtagen ved Synd

ofrene (Lev. 4, 15). Den udførtes af den ofrende selv, som

stemmede Haanden — Lev. 1, 4. 3, 2. 4, 4 (Lev. 16, 21 Hæn

derne, dog et mere isoleret Tilfælde) — mod Dyrets Hoved,

idet han efter Traditionen vendte Ansigtet mod Helligdommen

og udtalte Bøn. Om Haandspaalæggelsen bruges Udtrykket

i-p TOO, at trykke Haanden fast ned mod noget

(nb bbS3,

Mai-

monides); man skulde altsaa helst oversætte rOPao ved »Haands-

paatrykning«. Denne Handling, hvor Sindets Kraft skal være

bevidst og samlet, er af stor Betydning; men allerede her be

gynde Vejene at deles Haanden er Sindets og Viljens vigtige

Ytrings- og Handlingsredskab, dens Brug i symbolske Gestus

derfor højst forskjellig; men dog betegnes ved at lægge Haanden

paa noget altid en vis Forbindelse dermed.

I mange Tilfælde

•er det den ligefremme Symbolik for Overførelse af en usynlig

Gave eller Kraft, som ved Velsignelser, Helbredelser og Med

delelser af den hellig Aand. Haanden lægges paa den andens

Hoved som det Sted, hvor hans Personlighed træder stærkest

frem; det er altsaa en Meddelelse fra Person til Person. Naar

Handlingen udføres med Kraft og Anstrængelse, maa Sym-

boliken blive, at den enes Personlighed ligesom helt vil

overføres paa den anden, og i saadanne Tilfælde bruger g. T.

ellers det simplere

rPl». Der er noget tilsvarende i

Haandtrykket eller i at give sin Haand paa et Løfte, hvorved

man udtrykker, at man vil handle, som den anden ønsker,

by 7539 betegner da den højtidelige Overdragelse, hvorved man

indsætter en anden i sit Sted, saaledes ved Overgivelse af et

Embede Num. 8, 10. 27, 18, hvormed tillige let forbinder sig

den første Tanke om Meddelelse af en Gave og Kraft Deut.

34, 9 ; eller ved Retshandlinger som Lev. 24, 14 (jf. Sus. V.

34), hvor det er en B røde, man fører bort fra sin Person