Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
215
kan sluttes imod Brugen af Haandspaalæggelsen; efter sin Be
tydning maa den have været med, som Traditionen altid har
hævdet ligesom de allerfleste Fortolkere; jf. Dillmann 445. At
den derimod udelodes ved Dueofre, forstaas let. Ved de offent
lige Ofre var den ikke absolut nødvendig undtagen ved Synd
ofrene (Lev. 4, 15). Den udførtes af den ofrende selv, som
stemmede Haanden — Lev. 1, 4. 3, 2. 4, 4 (Lev. 16, 21 Hæn
derne, dog et mere isoleret Tilfælde) — mod Dyrets Hoved,
idet han efter Traditionen vendte Ansigtet mod Helligdommen
og udtalte Bøn. Om Haandspaalæggelsen bruges Udtrykket
by
i-p TOO, at trykke Haanden fast ned mod noget
(nb bbS3,
Mai-
monides); man skulde altsaa helst oversætte rOPao ved »Haands-
paatrykning«. Denne Handling, hvor Sindets Kraft skal være
bevidst og samlet, er af stor Betydning; men allerede her be
gynde Vejene at deles Haanden er Sindets og Viljens vigtige
Ytrings- og Handlingsredskab, dens Brug i symbolske Gestus
derfor højst forskjellig; men dog betegnes ved at lægge Haanden
paa noget altid en vis Forbindelse dermed.
I mange Tilfælde
•er det den ligefremme Symbolik for Overførelse af en usynlig
Gave eller Kraft, som ved Velsignelser, Helbredelser og Med
delelser af den hellig Aand. Haanden lægges paa den andens
Hoved som det Sted, hvor hans Personlighed træder stærkest
frem; det er altsaa en Meddelelse fra Person til Person. Naar
Handlingen udføres med Kraft og Anstrængelse, maa Sym-
boliken blive, at den enes Personlighed ligesom helt vil
overføres paa den anden, og i saadanne Tilfælde bruger g. T.
by
ellers det simplere
by
rPl». Der er noget tilsvarende i
Haandtrykket eller i at give sin Haand paa et Løfte, hvorved
man udtrykker, at man vil handle, som den anden ønsker,
by 7539 betegner da den højtidelige Overdragelse, hvorved man
indsætter en anden i sit Sted, saaledes ved Overgivelse af et
Embede Num. 8, 10. 27, 18, hvormed tillige let forbinder sig
den første Tanke om Meddelelse af en Gave og Kraft Deut.
34, 9 ; eller ved Retshandlinger som Lev. 24, 14 (jf. Sus. V.
34), hvor det er en B røde, man fører bort fra sin Person