225 / 390
214
L. Glahn.
keit macht«, gaa vi til Undersøgelsen af O ffe r h a n d l i n g e ns e n
k e l t e L e d med det blodige Offer og særlig Syndofret for Øje.
Offerdyrene ere Oxe, Faar, Ged og Duer. Ogsaa dette
Udvalg har sin Interesse. Først derved, at Mosaismen ikke
kjender til Menneskeofre til Israels Gud, skjønt Exemplet med
Jeftas Datter (Dom. n , 31. 39) viser, at hedensk Indflydelse i
Forfaldstider kunde føre saa vidt. Dernæst ved, at ikke alle
mulige Dyr kunde bruges, men kun de rene (Lev. 11. Deut.
14.), hvis Forskjel fra de urene beror paa, at der ved de sidste
var noget, der for den religiøse Følelse mindede om Synden
paa en eller anden dunkel Maade. Men indenfor de rene ud-
sondres de tamme Husdyr, hvortil ogsaa Duerne hørte, der
dog kun brugtes ved nogle Renselser (Num. 6, 10) og som
Erstatning i Fattigdomstilfælde. Vildt kunde altsaa ikke ofres,
selv om det, f. Ex. Hjorte, var rene Dyr. De Arter, derstode til
Raadighed, vare da saadanne, der hørte til Menneskets sæd
vanlige Næring, vare dets særlige Ejendom, og som vare Gjen-
stand for dets Pleje og Omhu, hvilket samles i et Udtryk af
de Maistre (efter Kurtz, Das Mos. Opfer 61): les plus en rap
port avec l’homme . . . les plus humaines, s’il est permis de
s’exprimer ainsi. Om intet gjælder dette mere end Lammet,
der var det daglige Brændoffer og mere eller mindre brugtes
ved alle de fire blodige Ofre. Og hvad Individerne angaar,
skulde de være »uden Lyde« d’BPl, Lev. 22, n ff; kun ved en
enkelt Afdeling af Schelamim tillades et Dyr med et Lem for
stort eller for lidet. Malachias r revser de daværende Præster,
der byde Herren blindt, h alt, sygt, røvet, Hundyr for
Hanner o. 1.
Det udvalgte Offerdyr b r a g t e s a f d e n o f r e n d e , der selv
maatte være levitisk ren for at betræde Helligdommen, hen i
Forgaarden (det kaldes irn n , medens mnpn siges om hele
Handlingen), hvor han modtoges af Præsterne, der godkjendte
Dyret, Derefter fulgte H a a n d s p a a l æ g g e l s e n , der nævnes
ved Brænd-, Tak- og Syndofret, men ikke ved Skyldofret, hvis
Ritual i det hele beskrives saa kort, at der af Tavsheden intet