Previous Page  230 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 230 / 390 Next Page
Page Background

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

219

Blodet ned over de fire Vægge ved at sprænge det mod det

nordøstlige og sydvestlige Hjørne; derved blev det overgivet

til hele Guds hellige Sted. Ved Dueofrene var der i det hele

smaa praktiske Afvigelser; her ved Blodsprængningen var der

for lidt Blod til at gjøre som ved de større Ofre; man nøjedes

derfor med, at Præsten udkrystede (HStJ) Blodet mod Alterets

Væg Lev. i, 15. Der er ikke Enighed om Forstaaelsen af

iiSnlan by, som det hedder ved de andre Offerdyrs Blod;

enkelte, f. Ex. Hofmann og Kurtz, mene, at der tales om en

Udgydelse af Blodet paa selve Alterfladen langs Randen; men

imod dette taler Brugen af Dueblodet, og at Blodet ikke var

en egentlig Offergave; hos de andre Folk var ogsaa Bestæn-

kelsen af Altersiderne det sædvanlige; jf. Dillmann 393. Ved

Syndofrene var Blodets Brug, som man maatte vente, endnu

højtideligere. Paa Forsoningsdagen stænkedes det (n-“n) med

Fingeren i det allerhelligste paa og foran Soningsdækket

(Naadestolen rnfeS) Lev. 16, 14. 15, strøges derefter rimeligvis

paa Hornene af A lteret i det hellige Ex. 30. 10. Lev. 16, 16 b,

og endelig strøges (*,r3) Blodet paa Brændofferalterets Horn og

stænkedes paa dets Sider, Lev. 16, 18. 19. I Hornene koncen­

trerer Alterets Betydning sig, jf. Am. 3, 14. Jer. 17, 1; det er

Stedet, hvor Mennesket nærmer sig til Gud, og denne Stræben

anskueliggjøres i dets opadstigende Horn. Ved de sædvanlige

Syndofre kom Blodet aldrig ind i det allerhelligste; kun stæn­

kedes ved Syndofre for Ypperstepræsten og hele Meningheden

syv Gange med det foran det allerhelligstes Forhæng; dernæst

strøges det paa den vellugtende Røgelses Alter, og endelig

udøstes hele Resten ved Brændofferalterets Fod. Var det en

Fyrste i Menigheden eller en af Folket, kom Blodet i begge

Tilfælde ikke videre end til Brændofferalteret, paa hvis Horn

det strøges, og derefter hældtes Resten ud ved dets Fod, Lev.

4. Denne Udøsning ved Alterets Fod iagttoges ogsaa ved

Duesyndofret 5, 9, men nævnes ikke ved de andre Offerarter.

Traditionen betragter den som en integrerende Del af alle Dyre-