218
L. Glahn.
ansé Slagtningen for Sagens Midtpunkt, bevæger denne An
tagelse sig dog i lutter Mistydninger »und bedarf an und flir
sich gar keiner Widerlegung«, mener derimod Ritschl
(194),
for hvem den aabenbart er ligesaa hjemløs og holdningsløs
som det »Theologumenon« om Guds Vrede. Riehm kan heller
ikke gaa ind paa den, men finder det dog begribeligt nok
(64),
a t man, paa Grund af Blodets sonende Kraft, i Slagtningen har
fundet en stedfortrædende Fuldbyrdelse af Dødsstraffen, og at
endnu Kurtz energisk har søgt at forsvare denne Antagelse.
Dommerne ere altsaa ikke saa enige endda. Den gamle Op
fattelse, at her foreligger en poena vicaria, som efter Delitzsch
(74 1) ogsaa er »die herrschende altsynagogale Ansicht«, er i
nyere Tid forkastet eller betvivlet af mange f. Ex. Bahr, Hof
mann, Keil, Delitzsch, Oehler, Riehm, Schultz, men har ogsaa
horsvarere som Hengstenberg, Kurtz, Philippi, Thomasius,
Wangemann, Fairbairn, Cave. N. T .’s Forsoningslære har
spillet ind i denne Strid og vist med R e tte ; men foreløbig maa
Sagen undersøges udelukkende i g. T .’s eget Lys.
Slagtningen var endnu i Regelen den ofrendes Sag, og
han sønderdelte ogsaa Dyret i dets Stykker. Men efter Slagt
ningen fulgte strax B l o d e t s O p f a n g e l s e o g B r u g v e d
A l t e r e t , hvormed den ofrende intet havde at gjøre. »Offer
dyrenes Slagtning ved udenforstaaende (saadanne, som ikke ere
at Aarons Slægt), selv de helligstes, er lovmæssig; men Opfang
eisen af Blodet, og hvad der følger derefter (nemlig Bestænkelsen),
er Præsteskabets Sag«, Maimonides hos Bahr S.
200.
Blodet,
der altsammen skulde løbe ud, opfangedes af Præsten selv eller
a f hans Hjælpere, Leviterne
(2
Krøn.
29, 22. 30,
16), i et Sølv
bækken, hvis Bund skulde være spids, for at man ikke kunde
sætte det fra sig. Hvor vigtig Handlingen med Blodet var,
ses af, at der var foreskrevet forskjellig Fremgangsmaade. Ved
Brænd-, Tak- og Skyldofre sloges Blodet mod Alterets Vægge
Lev. 1,
5.
3,
2. 7, 2.
Det betegnes ved Verbet p"!T og skete
etter Traditionen (Outram 1
77)
saaledes, at Præsten skyllede