220 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultas.
209
Menneskeofre o. 1. Det gjælder heller ikke Afvendelsen af Skæb
nen, men Skylden, og Loven opdrager til at følge dennes Fo r
grening ind i det mere skjulte. Der skjelnes mellem r i t ‘¿rr S y n d
o f f e r Lev. 4, 1—5, 13 og □låit S k y l d o f f e r Lev. 5, 14—26.
Forskjellen mellem disse har længe hørt til det mest usikre,
men synes nu navnlig ved Riehms og Rincks Undersøgelser at
have faaet tilstrækkeligt Lys. Først er det klart, at 5 , 1—13
ikke hører til Skyldofret, som Båhr, Philippson, Hofmann og
Philippi antage, fordi Ordet QlTit forekommer V. 6; men samme
Vers og de andre Steder i Stykket, hvor Ofret tydelig nævnes,
kaldes det nsrjfi; OUJit V. 6 betyder den Skyld og Bøde, der
er Følgen af Synden, ligesom 4,3 »til Skyld for Folket«. Det
er nødvendigt at regne Stykket til det foregaaende, thi V. 14
kommer først den sædvanlige nye Overskrift; det er ogsaa det
naturlige Tillæg til 4 : Exempler paa Syndoffertilfælde og visse
Lempelser skulle føjes til. Forskjellen i Indhold ligger allerede
tildels i Navnene: ved njTJh tænkes paa Synden selv og den
Urenhed, den medfører; ved □'¿jx paa Skylden (culpa) og Er
statningspligten som et nødvendigt Moment i Soningen. Dertil
svarer, at Blodets særegne Brug er charakteristisk for det første,
men Offerdyrets Vurdering af Præsten og FyIdestgjøreisen be
tegnende for det sidste, saa at de egentlige Alterhandlinger
her træde noget tilbage og det retslige stærkere frem, baade
fra den ofrendes Side og fra Guds Side ved Præsten som Re
præsentant. Ved Skyldofret drejer det sig da ogsaa om Kræn
kelse af theokratiske Rettigheder, en
byq
(V. 15) mod Herren
eller Pagtsfolket, men med noget undskyldende ved sig. V. 15
—16 tales om Forseelse ved Aflevering af Ting som Tiende
og Førstegrøde; V. 17—19 er det dunkleste, da det paafaldende
ligner 4, 2; men Forskjellen ligger i Sammenhængen; det er en
eller anden Forgribelse (Wo) mod Herrens Rettigheder, maaske
tvivlsomme Tilfælde, hvor man havde en urolig Følelse af saa-
dan Skyld; det kaldes i den jødiske Tradition derfor »et svæ
vende Skyldoffer«, ■’“bi-i SU5N. Det sidste lille Afsnit V. 20—26
indeholder bevidste Overgreb mod fremmed Ejendom, hvor