Previous Page  240 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 240 / 390 Next Page
Page Background

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

229

Noget andet er, at Soningsmotivet maa blive forskjelligt paa

Grund af den væsentlige Forskjel i Gudsopfattelsen. Derfor af­

viser Bähr Analogien (282 fif.). »Die Gottheit, deren Zorn g e ­

sühnt werden soll, ist ja doch immer nur eine Naturmacht,

keine absolut heilige und gerechte, ihr Zorn und Unwille äussert

sich als Naturübel, und dieses soll durch Opfer, durch Hingabe

des Besten und Liebsten in den Tod , abgewendet werden«.

Men selve Tanken om stedfortrædende Død berøres ikke heraf.

A t den fremførte gamle Opfattelse udmærker sig ved sin

Simpelhed, er anerkjendt ogsaa af mange, der mene, at den

ved nøjere Eftersyn er uholdbar, og som derfor have opstillet

andre Forklaringer.

De fleste I n d v e n d i n g e r ere allerede fremførte af Bähr

S. 200 f. og 277—82; derefter komme de igjen i temmelig

Enighed hos de andre Bekæmpere af Straftheorien, baade hos

Keil, Delitzsch, Oehler, der i det hele staa den ældre Opfattelse

nærmest, og hos Hofmann, Ritschl, Riehm , Dillmann, Schultz,

der staa den fjærnere.

Der gjøres gjældende, at Mosaismens Princip udelukker en

forsonende Indvirkning paa Gud (Bähr 279 f., jf. 264 fif.), og

andre Vanskeligheder udfra Gudsbegrebet som, at Alteret ikke

var noget Rettersted (Oehler 436), og at det døde ikke kunde

frembæres for Gud (Ritschl 193). Udfra Lev. 17,11 urgeres der­

næst, at det er et rent Liv, der tales om, altsaa ikke noget

Hensyn til Død eller Straf, hvorfor Blodet ogsaa skulde være

Menschenopfer sind sühnend « (461). H eller ikke for D yreofret er Soningen

(die Abwendung der erzürnten Gesinnung der Gottheit, in welcher das Verfallen­

sein des eigenen Lebens im plicite mitgesetzt ist) altid konstitutiv, skjønt det f. Ex.

hos Grækerne og Romerne ofte og bestemt er sonende

(

445

).

Kleinerts Re­

sultat er, at Blodsudgydelsen er Livets Hengivelse, men at »diese Lebenshingabe

an sich die Sühne nocht nicht einschlieszt, sondern nur gegebenen Falls ein-

schlieszen kann« (449). Han støtter begge Dele paa de israelitiske O fre; men

i Virkeligheden er der ogsaa ved Takofrene et Soningsmoment. Og naar de

hedenske Ofre gaa ud paa at vinde Gudernes Gunst, ligger bagved Følelsen af

et M isforhold, selv om dette ikke forstaas.