245 / 390
234
L. Glahn.
er i Blodet. Døden mod Guds Vilje besmitter Landet; Døden
med Guds Vilje, Straffen, soner for Landet; Offerdyrets Blod
har for Sjælen samme Virkning, maa altsaa være en Død med
Guds Vilje, en S traf (men stedfortrædende, fordi der her er
noget formildende ved Synden), med mindre Soning snart kunde
ske paa én, snart paa en anden, væsensforskjellig Maade. Vilde
man slutte dette af Steder som Ex. 30, 15. 16. Num. 31, 50,
er det dog ikke tilladeligt, da saadanne Soningssteder kun ere
Periferien om den centrale Soning, hvorfra Straffen som Guds
Retfærdigheds Krav ikke kan udelukkes; i Ofringen, der selv er
central Soning, maa Principet træde klart frem, men modificeret
ved Ofrets Natur, altsaa som formildet Straf, poena vicaria.
Ogsaa Lev. 17, 4 bekræfter, at Blodet betyder Død; det regnes
dér for to modsatte Ting; eftersom Slagtningen sker med eller
mod Guds Vilje, er det sonende eller fordærvende; i begge Til
fælde er det Død, men Virkningen er forskjellig. Ogsaa Es.
53, 12 »fordi han udtømte sin Sjæl til Døden« taler for, at
Døden er væsentlig, naar Offerblodet nævnes; afgjort, hvis den
retfærdige Herrens Tjener dér tænkes som Offer (□'¿¿N V. 10).
Men i n. T. træffer man om de gammeltestamentlige Ofre
det stærkeste Udsagn, nemlig Hebr. 9, 22
ycop/g ai/uccTExyvoiccg
o v y i v e t u i u y t o i g .
Ordet
ai/LiaTsxyvoia
maa være Blodets
Udgydelse i Døden1) og ikke Udøsningen ved Alterets Fod, selv
om denne efter Zebachim 37 a er en væsentlig Akt. Sammen
hængen er afgjørende; thi efter den drejer det sig om selve
Soningsmidlet, Blodet, og ikke Brugen deraf, navnlig ikke en
saa enkelt Brug. Og Ordet, der kun forekommer her og i det
kirkelige Græsk, maa svare til
i x y j e i v ui/Lia,
der kun med Til
føjelser som
t n i t r j v f i uoi v t o v ^v o t u oT^ g i o v
(Lev. 8, 15
g,
9)
o. 1. kan staa om Blodsprængning, hvor da
ng o o y j e i v
er det
techniske Udtryk. I det kirkelige Græsk bruges Ordet kun om
Blodsudgydelse ved Dræbning. Paa Døden tænkes ogsaa i Mt.
’ ) Jf. Cremer 77 f. og Weiss, Handbuch über den B rief an die Hebräer
1888, 235 f.