251 / 390
240
L. Glahn.
simpelt kan forstaas udfra Tanken om Ejendomsovergivelse i
og for s ig 1).
Ved visse Lejligheder fremtræder Blodsprængningen for
stærket, saaledes at baade Alteret og Deltagerne bestænkes.
Det er i de tre sammenhørende Tilfælde: Ex. 24 Folkets Ind
vielse, Ex. 29 jf. Lev. 8 Præsteines specielle Indvielse, og Lev.
14 den spedalskes Gjenindvielse i Theokratiet. A t Blodet i
Ex. 24 paa den ene eller den anden Maade har Hensyn til
Synden, ses klart af Formaalet, som er det urene Folks Op
tagelse i Samfund med Herren, jf. Ex. 20, 10 og 24, 11. Det
er ét Blod, som bruges; derved udtrykkes baade den uopløse
lige Forening mellem Gud og Folket og tillige, at Bestænkelsen
paa dette er en Bekræftelse af Soningen ved Blodet paa Alteret.
Ogsaa her er som ved de to Bukke og de to Fugle samme
Ting udstykket i to Handlinger. Disses Sammenhæng bestyrkes
ved Ex. 29, 20 f. og Lev. 8, 23 f. 30, hvor Blodet tages fra
Alteret. Eler ved Præsternes Indvielse og i Lev. 14 bruges Olje
og Blod som Indvielsesmiddel; Blodet er det negative: Syndig
hedens Udslettelse, Oljen det positive: Guds Aands Meddelelse.
Foruden Lev. 17, 11 anføres i Regelen mod den ældre
Opfattelse, at det ikke hedder rp'/On, dræbe, men altid
slagte, saa at Elensigten maa være at vinde Blodet, medens
Døden selv er en Overgangsakt, noget accidentelt. Men at
En'jj foretrækkes, lader sig dog vist forklare. Om dagligdags
Slagtning bruges COE, medens nrn i Regelen har faaet technisk
Betydning om at slagt 2 til Offermaaltid eller i det hele til Offer
(Alterets Navn
blodigt og ublodigt) og kun
sjældnere betyder slagte til Brug for et Maaltid (1 Sam. 28,
24. 1 Kg. 19, 21). Tilbage staar rvaii og anuj. Hvis Døden
‘) Schultz gjø r (355) ogsaa 2 K g. 12, 17 (Dsk. Ov. V . 16) gjældende:
Pengene for^ Skyldofret og Pengene for Syndofret, saa at Tanken ved disse
Ofre i det hele skulde være en bestemt Ydelse og Bøde. Dette udelukker ikke
den anden Tanke, at Guds Retfærdighed ytrer sig skarpest som Straf, nemlig
naar Død finder Sted. M uligvis er det en ulovlig Praxis fra K ongetiden, eller
det kan med Klostermann forklares ved Num. 5. 8. 18, 9.