256 / 390
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
245
Vand eller ved Ofre for fysiske Tilstande af levitisk Urenhed
(ved Død, Spedalskhed og sexuelle Forhold), hvor det ethiske
kun er tilstede i Baggrunden; ved fijattj er det derfor ikke saa
meget det enkelte Fænomen som den syndige Grund i Naturen,
Olret gjælder, og da er det bibelsk at forstaa Død som Syndens
Følge; jf. Kliefoth 48.
I Forbindelse hermed kan man forklare sig, at Soningen
undertiden gjælder livløse Ting som Alteret (Ex. 29, 36 f.) og
Helligdommen (Lev. 16, 16. 18 f.), der ikke ere strafskyldige.
Men hvorfor sones der da for dem? De ere urene, ikke i
sig selv, men paa Grund af de syndige Personer, der have med
dem at gjøre.
Hvad Takofrene angaar, vilde det naturligvis være haab-
løst at.henføre dem efter deres Grundtanke til Soningen; »da
nun das Todten hier ganz und gar dasselbe war, wie bei den
Sund — und Schuldopfern, so kann es auch an sich nimmer
ein Strafact gewesen seyn«, er den Slutning, Bahr drager her
af. Men naar Blodet paa sædvanlig Maade ogsaa her bringes
paa Alteret, er der Grund til at finde noget sonende deri, hvis
det ellers kan forenes med Ofrets Natur. Allerede det, at Lev.
17, 11 staar i en Sammenhæng, hvor der tales om Brænd- og
Takofre, er mærkeligt, og Steder som de anførte af Ezechiel,
Kap. 45, 15. 17, ere i sig selv tilstrækkelige; for at Glæden
kan være ægte, begyndes med Soning. »The peace-offerings
atoned that they might be offerings, they were not offerings
that they might atone«, Cave 102.
Paa lignende Maade forholder det sig endelig med Pa-
rallelen mellem Bøn og Offer. Hvad har Bøn med Straf at
gjøre? spørger Bahr. Det vilde være et Grundskud, hvis Straf
var Ofrets Hovedtanke; men naar man ikke paastaar det,
rammer Indvendingen ikke. Ofrets Idé har meget tilfælles med
Bønnen; men dette udelukker ikke, at det under Syndighedens
Vilkaar indledes med Soning.
Resultatet er altsaa, at den ældre Opfattelse næppe er af
kræftet ved de forskjellige Indvendinger, og at den vedblivende