260 / 390
»en velbehagelig Duft«, firn? rp“ , symboliserende den ofrendes
fulde Hengivelse. Dertil svarer Verbet “pppM, lade dufte og
gaa op i Røg; ikke Tilintetgjørelse, men Duften er Formaalet
(ellers maatte være brugt fpjp, opbrænde), ligesom Røgelse jo
hørte til Ofret. En Lutring af dette tænkes der ikke paa, da
det i sig selv er rent. A t man tidligere ofte i Opbrændingen
har set Guds Vredes Straf, er en Mening, der dømmer sig selv.
Det uhistoriske ved den er iøjnefaldende, og fordi Ilden ofte er
Guds Vredes Symbol, behøver den ikke altid (Acta 2) at be
tegne det frygtelige; det vilde passe daarlig til Lev. 9, 24, at
Folket frydede sig ved, at Ild fra Herren fortærede Brændofret
og Fedtstykkerne; jf. 2 Krøn. 7, 1. 1 Kg. 18, 38. Alterets
hellige Ild skulde stedse være optændt og maatte ikke udslukkes,
Lev. 6, 6, og kun den var velbehagelig, Lev. 10, 1 f.
Ved Syndofret kan Opbrændingen p a a A l t e r e t ikke
have anden Betydning end ellers; Verbet er "V’pjiM, Syndofret
er en højhellig Ting, Lev. 6, 18, og »til velbehagelig Duft«
forekommer ogsaa her, skjønt kun en enkelt Gang, Lev. 4, 31,
idet Syndofret ikke strax bringer den ofrende til Gudsforholdets
Højdepunkt. Ogsaa de a n d r e B e s t e mm e l s e r i Lev. 6, 19 ff.
svare til dets særlige Hellighed: at det skal spises paa et hel
ligt Sted; at den, som rører ved Kjødet, paadrager sig en vis
(ikke nærmere angiven) Hellighedsforpligtelse, sml. Ex. 29, 37.
30, 29. Lev. 6, 11; a t, naar Blodet tilfældigvis (under ns-Tij,
siger Traditionen, jf. Delitzsch i Handwörterbuch S. 1583)
stænkes paa et Klædebon, skal Præsten to dette paa et helligt
Sted; at et Lerkar, hvori Kjødet er kogt, skal sønderbrydes
(fordi det indsuger noget); at et Kobberkar omhyggelig skal
skures og skylles; og at Kjødet af de fornemste Syndofre skal
opbrændes udenfor Lejren paa et rent Sted, Lev. 4, 12. A lt
dette er Omhu for, at Syndofret ikke skal profaneres (sml. Ex.
12, 10. 29, 34. Lev. 7, 17. 8, 32).
Men her har man, især i ældre Tid (allerede Rabbinerne,
Outram o. m. a .), ment at have et Bevis fo r, at Synden var
tilregnet Ofret, saa at det efter Døden vedblivende var urent.
Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.
2 4 9