255 / 390
244
L. Glahn.
at Azazelbukken skal stilles levende for Herrens Ansigt 153b
Tby.
»Sone ved den« kan det ikke betyde, men enten som
ellers Objektsbetegnelse, altsaa: sone den (Båhr 684), ligesom
det nyoprettede Alter indviedes Ex. 29, 36 f., eller: udføre
Soningshandling over den, saa at nB3 staar absolut som i V.
32 og by i bogstavelig, ydre Forstand, hvorved da Kurtz (357)
tænker paa V. 21 som Kommentar, Riehm (60) derimod paa
Soningshandlingerne i V. 11—20. Selv slutter Riehm sig (59)
til den første Opfattelse, som ogsaa baade svarer til den staaende
Sprogbrug og passer g o d t; den anden Buk er nemlig ikke et
egentligt Offerdyr (i saa Fald behøvede den ganske vist ingen
Indvielse, Offerdyret er som saadant udvalgt og rent), men
Skyggen af Syndofferbukken; nævnes de to Bukke under ét,
maa man kalde dem et Syndoffer (V. 5); men adskilles de
(V. 9 t.), er kun den første Syndofret, og den anden maa f or at
kunne fortsætte Handlingen indvies ved at stilles hen for Herrens
Ansigt. Denne Soning gjælder altsaa den selv, og V. 21 f.
bliver kun et extraordinært symbolsk Tillæg i den extraordinære
Anledning.
En betydelig Vanskelighed kunde det være, at de Synder,
der sones ved Ofre, ikke synes saadanne, at Dyrets Død kan
betegnes som Straf. Num. 15, 30 f. viser, at, naar Synden for
tjente Dødsstraf, gaves der ikke Offer for den. Derimod er det
Synder af Vanvare og Enfoldighed (Ez. 45, 20), Uagtsomhed
med hellige Ting og i det højeste mindre alvorlige Overtrædelser
(Lev. 4—5). Alt dette er
Hvor omfattende det kan være,
komme vi endnu tilbage til; men alle, der indvende, at Døden
vilde være for strængt, maa forklare, hvorfor der da overhovedet
skal sones. Hvor Soning er, dér er ogsaa Vrede, som for
mildes (ved det af Gud s e l v givne Middel, ikke paa hedensk
Vis), altsaa ogsaa Fare, som fjærnes1). Men det haarde falder
bort, naar man ser hen til, at Loven paabyder Renselse med
*) Jam animæ
aut
I
vtqov
esse idem est quod mortern averruncare
(Ex. 30, 12. 15. 16), Outram 258.